Alexander Zorniger: Vi har en gruppe vidunderlige midtbanespillere
Bragt i Tipsbladet den 15. december
Det siger meget om den nye situation i Brøndby, at stadionspeakerens udmelding, om at FCK kun har spillet 1-1 i Aalborg, ikke kaster det store brøl af sig. Men sådan er det i en sæson, hvor de forsvarende mestre har haft store problemer med stabiliteten, og en trio af klubber er gået i udbrud langt foran Ståle Solbakkens udvalgte.
Fokus i Brøndby er ikke på FC København 17 point længere nede ad tabellen. Det handler meget mere om, hvordan FC Midtjylland og FC Nordsjælland klarer sig, og selvfølgelig allermest om hvor godt deres eget hold spiller under ledelse af den 50-årige tyske cheftræner Alexander Zorniger, der på halvandet år har revolutioneret førsteholdet og bragt spillestilen tilbage til den filosofi om presfodbold, der gjorde Brøndby rigtig store i firserne under Ebbe Skovdahl.
Så der er meget mere lyd på, da sportsdirektør Troels Bech før kickoff får ordet og en mikrofon, så han kan fortælle seneste nyt fra kontoret, hvor Zorniger netop har underskrevet en kontrakt gældende frem til sommeren 2020 i stedet for den funktionæraftale, som han oprindeligt blev ansat på. Det vækker begejstring på en aften, hvor der trods sne i luften i forvejen er lagt op til fest for både at fejre et dobbelt-jubilæum – 50-året for oprykning til Sjællandsserien med en vis Per Bjerregaard på holdet og 40-året for oprykning til 2. division – og for at glæde sig over et drønstærkt efterår, hvor Brøndby har vundet ni kampe i træk før halvsæson-lukkeren mod AGF. Så den får med fyrværkeri og konfetti, mens Zornigers efterhånden ganske faste startopstilling med Anthony Jung på backen i stedet for Svenn Crone, Besar Halimi og Simon Tibbling på midtbanen i stedet for Kasper Fisker og Lasse Vigen og Jan Kliment på toppen i stedet for Kamil Wilczek løber på banen.
Og det går, som det plejer. I løbet af 50 minutter fører hjemmeholdet med 2-0 efter et par meget flotte afslutninger af først Tibbling og siden Halimi, lejesvenden fra Mainz, der med sit udadskruede hug i nettet via underkanten af overliggeren placerer sig som intern topscorer i truppen i selskab med Teemu Pukki, der også har scoret syv ligamål i efteråret. Gæsterne fra GF har ellers forberedt sig godt og er ikke forfaldet til småspil i egne rækker. Så slår de den hellere langt over det høje Brøndby-pres, og med Bundu og Junker på toppen og Morten ”Duncan” Rasmussen på bænken er fokus også på hurtige angribere til at gå forbi Brøndbys høje bagkæde.
Det lykkes faktisk for Bundu et par gange før pausen med et knaldhårdt stolpeskud til følge, men selv om David Nielsens mandskab spiller overraskende godt mod topholdet, ligner det en hjemmesejr, indtil en ellers anonym Tobias Sana først føler et frispark ind til Frederik Møller og siden efter lidt intern diskussion scorer på et straffespark begået af en uopmærksom Johan Larsson.
På den måde lukker en imponerende Brøndby-stime af sejre, men efter Zorniger som altid har samlet holdet i en cirkel til en kort melding om kampen, folder hjemmeholdets spillere stadig den planlagte tifo ud til de 16.235 tilskuere, der kan læse, at ”Stoltheden er kolossal – glædelig jul.”
Inde i varmen ærgrer Zorniger sig ikke over, at sejrsserien lukkede med ni kampe, men han ærgrer sig over, at AGF ikke blev besejret, for cheftræneren føler, at hans hold havde kontrol over kampen. Men helt arrig virker han nu ikke, selv om han er det, og han viser endda den rundere side af sig selv, der er et resultat af at have boet og arbejdet i Danmark i halvandet år og endda lige være blevet far til lille Liva få dage tidligere. For da han bliver spurgt til forlængelsen, fortæller han, at det var en nem beslutning, for han og familien bliver behandlet godt, forholdet mellem arbejdslivet og privatlivet er perfekt, og naboerne hjemme i Solrød Strand er meget rare mennesker, mens tanken om de åbne danskere bliver bekræftet, da skuespilleren Cyron Melville kommer forbi med en lille pakke i Brøndby-gavepapir til træneren.
Og rundt omkring manden, de bare kalder ”coach,” er spillerne også godt tilfredse med den forlængede kontrakt. Christian Nørgaard siger, at ”det er en fantastisk nyhed for alle i og omkring klubben. Det arbejde, han har gjort på halvandet år, er enestående. Det tror jeg ikke, at der er nogen andre, der kunne have gjort,” mens anfører Johan Larsson er på samme bølgelængde:
”Det seneste halvandet år har været lærerigt og meget intenst og hårdt, men vi har haft en del succes, og det, han har startet op, har været utroligt vigtigt,” siger anføreren og griner, da han bliver spurgt, om det også bliver meget rart med en lille pause fra det intense arbejde. For det gør det, fornemmer man.
En nøglekamp i Edinburgh
Så et par dage senere er der meget stille på Brøndby Stadion. Her er ingen klaprende knopper eller spillere med morgenkaffe i hånden, og inde på kontorerne er der også sparsomt bemandet, for i en dansk fodboldklub ligger den lange pause i december, så det bliver udnyttet. Men Alexander Zorniger er her selvfølgelig og har også sat en halv time af i kalenderen til en evaluering af det efterår, der lige er gået.
”Men vi har faktisk ikke evalueret det hele endnu. Jeg har haft en snak med staben, med spillerrådet og med trænerne, men de næste fire uger er rigtig gode til at lave den rette evaluering,” siger den grundige tysker om det arbejde, der ligger foran ham i vinterferien, og som alt andet lige må være ganske behageligt at gå i gang med.
For Brøndby har fortsat succesen og er kommet meget langt i løbet af de 18 måneder, som er gået siden et på disse breddegrader ganske ukendt navn, der som højdepunkt havde seks måneder i Bundesligaen med Stuttgart, som var endt med en fyreseddel et halvt år tidligere, kom til som ny cheftræner på Vestegnen.
”Da jeg kom herop, tænkte jeg mest på, hvordan man kunne håndtere den situation, at jeg gerne ville forandre klubben i løbet af fire-fem dage – i øvrigt som Stöger har gjort nu,” siger Zorniger med en henvisning til Dortmunds nye træner Peter Stöger, da han bliver bedt om at tænke tilbage på tankerne og fornemmelserne fra sommeren 2016.
”På det tidspunkt var jeg stadig i en evalueringsproces omkring de ting, der var sket i Stuttgart, også for at slippe af med tankerne om, at det havde været for meget. For jeg måtte forstå, at det kun var en klub, som jeg ikke havde haft succes i, og det var i Stuttgart – også selv om vi i starten havde spillet noget vidunderlig fodbold.”
”Så jeg måtte minde mig selv om, at jeg havde en særlig måde at håndtere tingene på, og den måde er fuld af risici. Men når man laver en ny start, må man fokusere på sine styrker, og det var det, jeg gjorde, da jeg kom til Brøndby.”
”Jeg kom herop med to tasker, og de første fire uger boede jeg i Idrættens Hus sammen med min daværende assistent Tamas Bodog og min video-analytiker. I starten var det et slags eventyr, for det var samtidig med EM, så vi trænede hele dagen, og om aftenen sad vi på en slags vandrehjem og så kampene, mens vi spiste pizzaer, før vi gik i seng og var klar til den næste dag,” fortæller Brøndby-træneren om starten på det, der nu halvandet år senere har medført en ny kontrakt, et nyt liv uden for banen som nybagt far og med stor succes i klubben, der ikke har været så godt kørende siden midten af nullerne.
Men at det er gået så godt, overrasker nu ikke Zorniger på den måde. Han tror på sit system, selv om han lige skulle rekalibreres efter fyringen i Stuttgart, men samtidig er han også bevidst om, at han i kraft af en helt specifik kamp også meget hurtigt fik klubben, holdet og spillerne 100 procent bag sig i den spille- og træningsmæssige revolution, som han havde med til Danmark.
”Hvis jeg kigger tilbage på Stuttgart, hvor tingene ikke gik godt, så er held også en faktor i nogle situationer. Selvfølgelig skal man tage de rette beslutninger, men det handler også om, at det går den vej, man håber, i de rigtige situationer.”
”Jeg bruger gerne vores Europa Cup-kamp i Edinburgh [mod Hibernian den 14. juli 2016] som eksempel, for efter vi havde slået Valur i den 1. runde, startede vi på udebane, og hvis jeg kigger på startopstillingen fra den kamp i dag – jeg har den stadig liggende på kontoret – så var både Andrew Hjulsager og Teemu Pukki på bænken, mens Daniel Stückler og Patrick Da Silva spillede fra start.”
”Hvis jeg havde kendt truppen i længere tid, havde det måske ikke været den samme startopstilling i så vigtig en kamp, men jeg havde en dyb tro på, at de ting, vi var begyndt på, kunne give os et godt resultat – og efter 15 sekunder scorede Kamil Wilczek så efter vores kickoff-variation,” fortæller Brøndby-træneren, der med sin fortid i Leipzig havde instrueret Brøndby-spillerne i at angribe voldsomt fra start ved at sende seks mand helt frem til en lang bold lige efter opgivningen, hvilket skabte så meget kaos blandt skotterne, at Wilczek altså kunne score meget hurtigt.
”Den variation viser vores styrke. Det er ikke en plan, som et set-up i volleyball, for der er for mange ukendte faktorer, men det er noget, der viser vores udtryk og vores styrke. Inden den kamp havde holdet givet udtryk for, at de lyttede til mig, men de var endnu ikke sikre på, om de kunne tro på det. Men efter kampen i Hibernian begyndte de at tro på det, og det var vigtigt for os alle sammen,” fortæller Alexander Zorniger om starten på det, der siden er blevet rigtig godt og altså gav en efterårsserie på ni sejre i træk, før AGF stoppede det med de 2-2 søndag aften.
Men da FC Midtjylland mandag vandt stort i Randers er det ikke en ”Herbstmeister” (efterårsmester), der er gået på vinterferie, selv om Brøndby har hentet 2,26 point pr. kamp i Superligaen. Men Brøndby-træneren er nu ikke generet af, at han ikke kan smykke sig med den tyske titel, som ikke bliver brugt i Danmark, og han så heller ikke kampen mandag aften, for staben var på restaurant for at lukke efteråret på hyggelig vis.
”Nogle af drengene så nu 2. halvleg, men jeg var egentlig ikke interesseret. Jeg er slet ikke interesseret i, hvad andre hold gør. Jeg ved, hvad vi gør, og jeg ved, at det er et maraton, før vi når frem til sæsonafslutningen. Vi fokuserer på os selv, og vi er tålmodige med det, vi gør,” siger Zorniger og smiler lidt af spørgsmålet, om det måske ligefrem er en fordel for Brøndby at overvintre på andenpladsen, for ellers ville medierne stå klar fra første træningsdag efter nytår med spørgsmål om mesterskabet.
”Tilhængerne vil stadig snakke om det, og det har de også ret til. Jeg vil ikke sige, at det ikke var der før, men en af de største ting er, at håbet helt sikkert er tilbage i Brøndby, og det er også noget, der skræmmer modstanderen ligesom vores spilkvaliteter.”
”I Tyskland taler man om sovende giganter, der vågner igen, og så kan det blive rigtig svært for de andre klubber. Det er selvfølgelig sagt med respekt for FCK, som stadig for mig er pejlemærket i ligaen, og den vigtigste faktor hvad angår de europæiske point, der er blevet samlet ind.”
”Men vi vil gøre vores ting, og vi vil ikke snakke lige så meget som andre hold om det,” siger Zorniger uden at nævne ordet mesterskab, som FC Midtjylland nu har taget ind som en del af deres sæsons ordforråd.
Strategen Nørgaard
Sidste sæson sluttede Brøndby med seks nederlag i træk, inklusiv pokalfinalen i Parken til FC København, men det var ikke noget, der bekymrede cheftræneren før starten af denne sæson.
”Nej, vi tabte seks kampe i træk, men det påvirkede ikke noget overhovedet. De kampe var som en træningslejr op til pokalfinalen. Startopstillingerne var sat op til, at vi kunne forberede os optimalt i forhold til det svære puslespil, der skulle lægges op til pokalfinalen.”
”Og jeg tænker stadig på, hvad der kunne være sket, hvis vi kunne have spillet med Andrew Hjulsager [solgt til Celta Vigo i januar] og Lebogang Phiri [i karantæne] i den pokalfinale. Men vi viste os godt frem i den ene kamp, men i det lange løb var FCK bedre,” siger Zorniger, der så søndag den 5. november blev den første Brøndby-træner siden Michael Laudrup i september 2004, som kunne forlade Parken som sejrherre efter en Superliga-kamp.
Men det historiske resultat fremhæver han nu ikke specielt, hvad angår den positive følelse på holdet.
”Nej, ikke da vi vandt kampen, men måske på den lange bane. Sejren var en vigtig del af den serie, vi lavede her i slutningen af sæsonen, men vi må heller ikke glemme, at vi startede sæsonen med at slå det aktuelle førerhold [FC Midtjylland] med 4-0, og vi blæste dem ud af stadion. Og så slog vi også FCK hjemme, så vi har slået dem to gange indtil videre. Så vi har haft en række vigtige kampe til at støtte i troen på det, vi gør,” siger cheftræneren, der ikke har ændret på sit system i de 18 måneder, han har været i klubben.
Og hvorfor også gøre det, når det går så godt, som det gør, og holdet hele tiden føler sig mere og mere hjemme i det krævende presspil med den høje bagkæde og en vis risiko i spillet.
”Vi har forstærket os i nogle detaljer. Vi ved, hvad vi skal gøre, når vi er foran, selv om vi lige har mistet en 2-0 føring for første gang i sæsonen. Vi ved, hvad vi skal gøre, når vi er bagud. Det virker ikke som om, at vi bliver stressede. Vi kører bare videre, for vi ved godt, at vi nok skal producere målchancer på stribe. Det har været vigtigt for drengene.”
”Jeg savner virkelig Lebogang Phiri, for han passede så perfekt ind i truppen, men nu har vi en gruppe vidunderlige midtbanespillere, og vi har spillere, der kan afløse hinanden på hver eneste position, hvilket hjælper på den lange bane. At man har god konkurrence, og at hver spiller kan se sin chance.”
”Danmark er stadig et land, hvor enhver rigtig god fodboldspiller føler, at han skal spille, modsat situationen i England, Spanien og Tyskland. I Danmark vil spillerne på højt niveau spille, ellers bliver de skuffede, for så tænker de ved sig selv, at ”hvis jeg ikke kan spille i Danmark, hvordan kan jeg så tage det næste skridt?” Men i vores trup accepterer alle situationen, også etablerede spillere som Lasse Vigen og Kasper Fisker. De accepterer, at deres rolle er lige så vigtig som de 11 spillere, der spiller fra start,” siger Alexander Zorniger om en midtbane, der lader til at have sat sig uden de to dygtige folk og med Christian Nørgaard som en fremragende 6’er, der kun blev overgået af Emiliano Marcondes i Tipsbladets nylige afstemning blandt Superliga-trænerne om Efterårets Profil.
Men hvad fik egentlig Brøndby-træneren til at flytte Nørgaard et hak tilbage på midtbanen i forhold til tiden under Thomas Frank?
”Fra den første træning var det nemt at se, at han var lige præcis den 6’er, vi gerne ville have. Han havde problemer, når han var placeret højere, og spillet fra det ene sekund til det andet flyttede sig fra at være foran ham til at være bagved ham, og han så skulle vende sig. Men når han ligger dybere som en strateg, kan han kontrollere kampen, og han læser spillet utroligt godt. Han ved, hvornår han skal rykke ud af sin position og støtte en medspiller. Og så har han et ekstraordinært afleveringsspil, han er god i luften, og han har en mentalitet, der gør, at han føler sig ansvarlig for forsvaret.”
”Så det var nemt at se fra starten, og så gav vi ham en tillid, han måske ikke havde haft før og lod ham spille, ligesom vi gjorde det med Andrew Hjulsager.”
”Hvis vi fra den første træning havde sat Frederik Holst på højre back, er der ingen, der siger, at han ikke kunne have udviklet sig på samme måde, men der havde vi anføreren og også en fremragende spiller i Johan Larsson. Du kan også tage Jan Kliment i denne sæson. Alle spillere kan tage et skridt op. Helt sikkert,” siger cheftræneren for Brøndby, der også har nydt godt af Zornigers stærke kendskab til det tyske spillermarked.
Den danske mentalitet
I den aktuelle startopstilling er spillere som Anthony Jung (på lån fra RB Leipzig), Benedikt Röcker (købt i Greuther Fürth), Besar Halimi (på lån fra Mainz), Hany Mukthar (købt i Benfica men med en fortid i Hertha Berlin og RB Salzburg) og Jan Kliment (på to-årigt lån fra Stuttgart) alle folk, som Zorniger havde et godt kendskab til på forhånd, men hvor mange flere spillernavne har han liggende i skuffen, og hvor mange af dem kommer til Brøndby?
”Det kommer an på, hvad der er brug for, men jeg har sagt til de agenter, der kontakter mig nu, at vi ikke ønsker at få flere tyske spillere. Det kunne være, hvis det var den rigtige spiller, at vi vælger at tage ham, men jeg ville elske at integrere danske spillere. Problemet er bare, at der ikke er nogen, der uddanner spillerne til den måde, som vi spiller på – ja, det gælder i hele Skandinavien.”
”Som det er sket i fortiden også, er der altid dygtige danske spillere, men de rejser meget tidligt ud til England, eller hvor det nu må være. Så et af de største mål for fremtiden er at uddanne spillerne her.”
”Men igen med henvisning til fortiden så fik Brøndby en ny træner hver 18 måneder eller hvert år, og de kom alle med en ny måde at spille på, mens Masterclass [Brøndbys ungdomsafdeling] så har været orienteret mod et boldbesiddende spil og mod individuel udvikling.”
”Jeg ville da elske, at der var spillere fra Masterclass på holdet, men hvis vi vinder kampe, er der ingen, der vurderer, om vi gør det med fire spillere fra Tyskland eller fire spillere fra Masterclass.”
”Men vi skal udvikle de unge spilleres mentalitet. Det skal være et mål for dem hver eneste dag at investere alt, hvad de har i deres mentalitet og i deres kvalitet på at komme ind at spille på det her stadion. Men det er ikke den typiske danske mentalitet,” siger Zorniger, der selvfølgelig også har sendt presspils-signaler ned til en lydhør ungdomsafdeling.
”Vi er i tæt kontakt med Kim [Vilfort, der er masterclass-ansvarlig] og med [A+ træner] Bent Christensen, og vi har også ændret det, så U/19 nu meget mere spiller på vores måde. Det er en proces, men en af de ting, som jeg lærte fra Stuttgart, er, at min dag har 24 timer, som jeg meget gerne vil bruge en stor del af på Brøndby, men at det kræver, at man har en, der er helt med på, hvordan man spiller på den her måde i Masterclass, så man kan fortælle dem, hvad de skal gøre. Man brænder ud, hvis man selv skal gøre det. Så Masterclass skal udvikle det selv, og det ser ud til, at de er interesserede i det,” siger cheftræneren efter en søndag aften, hvor publikum sagde farvel til den 19-årige stopper Mads Juel Andersen, der efter kontraktudløb skifter til AC Horsens uden at have fået Superliga-debut i Brøndby, mens Zorniger til gengæld gav de sidste 11 minutter til den 18-årige angriber Andreas Bruus, der dermed fik sin Superliga-debut. Men det var nu ikke noget, som Zorniger gjorde for at sende et signal til ungdomsafdelingen.
”Jeg er egentlig ikke interesseret i at sende signaler, og jeg havde nok håbet, at han kunne have bragt mere ind, men det er også dansk mentalitet – at træde ind i kampen og være en del af kollektivet.”
”Hvis jeg ville have haft en spiller ind med den samme tankegang, så ville jeg have brugt Kevin [Mensah], men vores struktur var blevet for langsom i forskellige situationer, så i stedet satte jeg en af de hurtigste spillere i vores Masterclass ind. Jeg havde brug for en spiller, der tænkte anderledes end vores struktur, og hvis han bare havde lavet én fantastisk aktion, så havde 10 fejl betydet mindre. Hvis han havde vist mig, hvorfor jeg skiftede ham ind. Det skal de unge spillere lære. Hvis man har chancen for at nå et mål, så skal man give alt, hvad man har for at nå det. Men nu rykker vi ham op på førsteholdet fra 1. januar, og så vil vi kunne udvikle ham, som det er nødvendigt for hans talent,” siger Zorniger og fortæller om en træningskamp i sommer, hvor de unge netop greb chancen og vendte førsteholdets 1-1 til en 4-1 sejr.
”Det er det, jeg forventer. At de tager hver en chancer og bruger den optimalt. Måske er opgaven for stor, men de skal gå ind til den med en tanke om at give alt.”
Lige ret på ligalandsholdet
Så Mads Juel Andersen siger farvel, og Andreas Bruus bliver rykket op, men hvordan ser Alexander Zorniger ellers på sin trup. Er den stærk nok, som den er, til at blive liggende i toppen?
”Helt sikkert, specielt når du nævner truppen. Vi taler ikke om kun at have 11 spillere, der er gode nok til, at vi fortsat kan have succes. Vi er kun interesserede i at bruge den individuelle kvalitet i et stærkt fundament, en stærk base, og derfor synes jeg, at vi er stærke nok. Men jeg forventer helt sikkert mere fra angriberne. Helt sikkert,” understreger cheftræneren hvis mest benyttede angribere for sæsonen i alle kampe står noteret for otte mål (Teemu Pukki i 23 kampe), fem mål (Jan Kliment i 20 kampe) og fire mål (Kamil Wilczek i 20 kampe).
Men det har nu ikke fået Zorniger til at snakke angrebsforstærkninger med sportsdirektør Troels Bech.
”Nej, dem, vi har, har kvaliteten. Vi har en tjekkisk landsholdsspiller, og det er også vigtigt, for Jan var ikke engang starter her, men han udviklede sig og tog nogle beslutninger omkring sig selv, og så blev han landsholdsspiller. Så selv om nogle spillere måske ikke er interesserede i andet end dem selv, så skal de kunne se, at hvis de gør det godt på et særligt niveau for holdet, så kan de tage det næste skridt.”
”Så har vi en polsk landsholdsspiller, der skal til VM, jeg behøver ikke at fortælle nogen om Teemus kvaliteter, og vi har også Kevin. Men de skal alle sammen vise meget mere. Det er næste umuligt ikke at score mål på dette hold,” siger Zorniger, der i januar måned var ked af at miste Andrew Hjulsager til Celta Vigo, og derfor i denne omgang meget håber på, at der ikke bliver solgt nogle profiler.
”Det ville hjælpe rigtig meget. Og der er også en aftale om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at beholde vores profiler,” som han siger.
Men han må uanset undvære et par af de bærende spillere, for både Frederik Rønnow og Christian Nørgaard er blevet udtaget til det danske ligalandshold, der er væk 10 dage i januar. Men de to Brøndby-spillere er dog ikke med hele vejen.
”Nej, vi har lavet en aftale om, at de kommer tidligt tilbage, hvilket er en fortjent aftale. Hvis FCK-spillerne kan blive hjemme, må det være samme rettigheder for alle. Jeg var lidt overrasket, da jeg hørte, at FCK-spillerne ikke skal af sted på grund af 1/16-finalerne i Europa League. Vi spiller jo pokalkamp mod dem før det, så jeg ville meget gerne have, at alle fik de samme muligheder.”
”Vi kommer også til at mangler Johan [Larsson] og Hjörtur [Hermannsson] og så må vi se med Simon [Tibbling, der senere på ugen meldte fra til det svenske ligalandshold], så vi kommer til at mangle de nordiske spillere, der er med deres landshold i lejr,” siger Zorniger, der kommer til at mangle spillerne i den første uge tilbage i Brøndby.
Ugen lige efter nytår træner spillerne hjemme efter en individuel plan, mens de i uge 2 møder ind med fokus på formopbygning, hvor ligalandsholdene er af sted. I uge 3 bliver det mere taktisk, før truppen tager til Dubai den 20. januar og gør holdet klart til den tidlige pokalkamp i Parken mod FC København den 4. februar.
”Sidste år havde vi seks ugers opstart, men nu har vi pokalkampen mod FCK, så den arbejder vi frem imod, så vi er klar til den på et højt niveau, og så mangler der måske et final touch hist og pist. Men med hensyn til de spillere, der er væk med ligalandsholdene, så har Hjörtur, Johan, Chris og Frederik alle fire været en del af truppen i de sidste 18 måneder, så de ved præcis, hvad de skal gøre,” siger cheftræneren fra andenpladsen i Superligaen med et hul på hele 17 point ned til de forsvarende mestre fra FC København.
Da Brøndby i midten af november havde besejret FC Nordsjælland med 4-2 i den 16. spillerunde, kort efter, at FCK havde tabt 0-3 i det sønderjyske og dermed åbnet et hul på 14 point mellem de to ærkerivaler, blev Zorniger spurgt, hvor han så FCK henne i mesterskabskampen. ”Never underestimate the heart of a champion,” sagde cheftræneren ved den lejlighed, men hvad så nu tre uger og tre kampe længere henne i sæsonen med et endnu større hul mellem de to?
”Træneren er stadig den samme, og jeg mener virkelig, at de uden videre er i stand til at vinde seks-syv kampe i træk. Men på grund af den kvalitet som vi, Nordsjælland og Midtjylland har vist, er der ikke kun én konkurrent, som de skal hente. Der er flere, og det kan vise sig at være for meget. Men kvaliteten er der.”
”Først og fremmest har de det bedste fundament på grund af deres arbejde over de seneste år, og det har været utroligt vigtigt for Danmark i Europa. Vi var virkelig ikke stolte over at tabe så tidligt i kvalifikationen, selv om Hajduk var det bedre hold, og man kunne se det skridt op i kvalitet, som vi skal tage i fremtiden, mens Midtjylland som seedede heller ikke kom langt. Så i fremtiden bør der være flere hold, der kan vinde point til Danmark i det europæiske regnskab, så man ikke bare må stole på FCK’s succes i Europa,” siger Alexander Zorniger.
Og så er spørgsmålet så om Brøndby skal spille Champions League- eller Europa League-kvalifikation? Den indirekte måde at snakke om et mesterskab eller ej på, hopper cheftræneren nu ikke på. Han griner bare, og dermed er den aftalte tid også for længst løbet ud en tirsdag formiddag i Brøndby.
Men der er lige en detalje, der mangler, for hvad fik han egentlig af Cyron Melville efter AGF-kampen, for skuespilleren har hen over december lavet en række podcasts for sin favoritklub, men snakken med Zorniger er endnu ikke blevet lagt ud.
”Det var virkelig utroligt, sjovt, interessant og intenst. Den måde, han tænkte på. Jeg var faktisk ked af, at jeg var så sur over, at vi lige havde mistet en sejr, da han kom med gaven, så jeg har tænkt på, at vi lige må få sat en snak mere op med ham.”
”Men jeg har nu ikke pakket gaven ud endnu. Jeg elsker at pakke gaver op, og nu bliver vi jo her i Danmark i ferien med både jul og nytår. Vi har købt vores første juletræ, som vi allerede har derhjemme, og jeg vil gerne have så mange pakker som muligt under det, så der ligger Cyrons gave også,” siger den tilfredse tysker og ser ud som om, at der stadig er noget eventyr over livet i Brøndby, som der var, dengang han havde sit liv i to tasker og spiste pizza til EM-kampene ovre i Idrættens hus.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.