Superliga

Albæk jagter god slutspurt

Mads Albæk håber på en personlig succes i de resterende kampe i Superligaen, og det skal helst ende med metal om halsen for midtbanespilleren og resten af FCM-mandskabet.

FC Midtjylland-spilleren Mads Albæk har siddet ude med en skade i størstedelen af forårssæsonen i Superligaen, men i sidste rundes 2-0-sejr over Brøndby IF var han endelig med i startopstillingen igen. Og nu jagter den unge midtbanespiller en god afslutning på sæsonen.

- Det var dejligt at være tilbage igen efter skaden, og nu håber jeg, jeg kan få en god slutspurt, inden sæson går på hæld. Det er mit mål at komme med god energi efter skadespausen, og jeg håber, jeg kan bringe meget til holdkammeraterne her til sidst, siger Mads Albæk til klubbens hjemmeside.

Albæks klub indtager i øjeblikket fjerdepladsen i Danmarks bedste fodboldrække, men de er á point med AC Horsens og har derfor bronzemedaljerne inden for rækkevidde. På søndag venter et opgør mod bundholdet Lyngby, som desperat kæmper for overlevelse. Og den kamp skal vindes, hvis FCM skal ende med at få medaljer, mener Albæk. 

- Det er en vigtig kamp for dem, men det er en lige så vigtig kamp for os. Vi har nogle bestræbelser om, at vi gerne vil spille i Europa og helst have metal om halsen. Derfor handler det om at komme ind i de gode perioder, hvor man hele tiden får point. Nu er vi ubesejret i en række kampe, og det er også vores mål, at vi er det efter Lyngby-kampen, slutter den 22-årige.

FCM er ubesejret i de seneste fem Superliga-kampe.