Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-træner spår stor Bundu-fremtid: Han er ved at forstå, hvad det handler om

Ifølge David Nielsens assistenttræner, Lars Friis, har vi endnu ikke set det bedste fra Mustapha Bundus fod. Ifølge ham har angriberen nemlig først nu fået styr på, hvad det hele handler om, og derfor kan han ligge yderligere på sit spil.

Den 22-årige angriber fra Sierra Lione er altid garant for spændende driblinger og udfordrende spil. Han er da også fast mand, når David Nielsen sætter holdkortet, hvilket tyder på en stor tiltro til den unge angribers potentiale. 

Ifølge assistenttræneren i AGF, Lars Friis, er det med god grund, at David Nielsen tror på Mustapha Bundu. Han mener nemlig, at den hurtige angriber har et stort potentiale, der først nu er ved for alvor at forløse sig. 

- Det er en mere moden spiller, jeg er kommet tilbage til, som måske ser kampen mere som en helhed - og ikke kun lige hvad der sker rundt om ham selv. Han har stadigvæk nogle situationer, hvor han falder ud, men han er så farlig, at enhver forsvarsspiller i Superligaen frygter ham. Han har noget x-factor, der gør, at han kan blive rigtig, rigtig god. Og det virker som om, at han er ved at forstå hvad det hele handler om. Det er ikke bare en leg. Han skal gerne lege når han er derude, men der er noget alvor bag, siger han ifølge Århus Stiftstidende

Mustapha Bundu kom til AGF i sommeren 2016, og han har i øjeblikket to år tilbage af sin kontrakt.