AGF sætter 'støttetrøje' til salg
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF sætter 'støttetrøje' til salg

AGF's tilhængere kan nu støtte klubben ved at købe en speciel støttetrøje, som kan købes fra torsdag.

Flere Superliga-klubber oplever stor støtte fra fans i denne coronakrise, og det gælder også AGF, hvor mange sæsonkortholdere har doneret tilgodehavender for manglende kampe.

Og nu åbner den aarhusianske klub for endnu en måde at støtte klubben på i denne tid.  

AGF har således lanceret en ny trøje, som klubbens tilhængere kan købe og dermed støtte AGF samt børne- og ungdomsfodbold i Østjylland. Det meddeler AGF på sin hjemmeside.

Den nye såkaldte ’støttetrøje’ er en version af klubbens hvide spillertrøje, hvor der på ryggen vil stå ”Samlet for Aarhus – hver for sig”, mens der under klublogoet på brystet står klubbens motto, ”Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige”. AGF’s førstehold vil spille i den specielle trøje i den førstkommende Superliga-kamp.  

Ifølge AGF-direktør Jacob Nielsen er trøjen en hyldest til fællesskabet i Aarhus.

- Det er helt enestående at mærke den opbakning, vi får i denne tid - senest fra vores sæsonkortholdere, der i stor stil har valgt at donere deres tilgodehavende. Det er i en svær tid som denne, at man mærker, hvor stærkt fællesskabet er i Aarhus - det vil vi gerne hylde med denne trøje. Samtidig er der mange, der efterspørger muligheder for at støtte klubben i denne tid. De får nu mulighed for at give deres konkrete støtte ved at købe trøjen, fortæller Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Trøjen kan købes fra torsdag 23. april i AGF’s Fanshop og på klubbens hjemmeside.

Se trøjen her: