AGF og FC Nordsjælland duellerer i subtoppen af dansk fodbold, og noget tyder på, at de to Superliga-klubber også kan ende i en tvekamp på transfermarkedet.
Fredag skriver Tipsbladets svenske søstermedie FotbollDirekt, at både AGF og FC Nordsjælland pønser på at afgive et bud på den 19-årige højre back Hampus Skoglund, der til dagligt tørner ud for Hammarby, hvor han dog ikke er en af førsteholdstruppen.
AIK viser ligeledes interesse for højrebacken, der beskrives som særdeles løbestærk.
Hampus Skoglund spillede i sidste sæson 13 kampe for Hammarby TFF i Sveriges tredjebedste række, og det blev til en enkelt scoring og to assists. I den igangværende preseason i Sverige har han spillet for Hammarbys førstehold.
19-årige Skoglund har kontraktudløb i Hammarby ved årets udgang, og det betyder, at han kan forhandle frit med andre klubber fra sommer. Det betyder samtidig, at hans pris er overkommelig.
På sidelinjen forsøger Hammarby at forlænge hans kontrakt og dermed holde AGF og FC Nordsjælland fra døren, melder det svenske medie.