Lars Friis forlod AGF i 2017 sammen med Glen Riddersholm, og ikke længe efter dukkede han op i Brentford FC, hvor han blandt andet var cheftræner for klubbens B-hold. Nu er han tilbage på Fredensvang.
AGF har ansat Lars Friis som assisterende træner for Superliga-holdet, hvor han skal agere støtte til cheftræner David Nielsen og assistenttræner Ruben Selles. Derudover skal Lars Friis fungere som transitionstræner, som er en slags bindeled mellem Superliga-holdet og de ældste talenter på klubbens ungdomshold.
- Lars Friis var en særdeles vellidt træner i sin første periode her i klubben - en person, som med sin enorme professionalisme og store passion for spillet og trænergerningen efterlod et stort aftryk. Siden Lars måtte stoppe i AGF, har vi holdt tæt kontakt til hinanden, og jeg er rigtigt glad for, at vi nu kan bringe en skarp Lars Friis tilbage til AGF med nye impulser fra det engelske. Han kommer til en rolle hos os som han - med sin erfaring og indsigt - egner sig perfekt til, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside.
Lars Friis har første arbejdsdag i AGF torsdag.