Video : Tipsbladet
Superliga

AGF garanterer: Vi spiller på fredag - men det bliver en svær bane

AGF's greenkeeper garanterer, at fredagens opgør mod Hobro IK ikke bliver aflyst. Banen på Ceres Park er ikke god, men der kan spilles på den.

AGF's spillere, trænere og tilhængere er på mange måder vant til skuffelser på dage, hvor Randers FC er modstanderen, men på Superligaens premieredag den 16. februar var det en helt ny type nedtur, der mødte århusianerne - og Randers-tilhængerne med for den sags skyld. 

Opgøret blev nemlig aflyst.

Banen på Ceres Park i Aarhus kunne ikke holde til de store mængder af nedbør, der dalede ned over landets næststørste by, og derfor var konklusionen, at opgøret måtte udsættes.

Læs også:Optakt: AGF - Hobro IK

På fredag venter endnu en kamp på Ceres Park, og med det danske vintervejr in mente kan man godt forstå, hvis AGF-fansene bider negle og frygter endnu en aflysning. Det er der dog ingen grund til, lyder det skråsikkert fra Superliga-klubben tre dage før kampstart.

- Vi spiller på fredag. Det er helt sikkert, siger Kasper Lund, der er greenkeeper på Ceres Park, til AGF TV og fortsætter:

- Siden forrige weekend har vi prikket de steder, hvor det var ekstra slemt med vand (..).  Efter kampen mod Lyngby (8. december, red.) er de græsfrø, som var blevet planet, blevet kvalt af massiv regn, og der har ikke været luft i overfladen, som frøene også har behov for. Så det har været en stram omgang, men det ser fornuftigt ud med vejrudsigten frem til fredag. 

Læs også:AGF-chef: Vi har tilbudt Amini en god aftale - bolden er hos ham

Greenkeeperen fastslår - ikke overraskende - at spillerne fra AGF og Hobro IK ikke skal forvente en drøm af en fodboldbane.

- Det bliver en svær bane. Den er kommet sig mere, end vi så, da kampen mod Randers blev aflyst, men en optimal bane bliver det ikke, lyder det fra Kasper Lund. 

Den udsatte kamp mod Randers FC spilles 12. marts.

Læs også:Backman efter arbejdssejr: Vi forsvarede med vores liv

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 22. spillerunde

Læs også:Michael Lumb efter AGF-nederlag: Det var tyveri ved højlys dag