En pokalfinale skal spilles med tilskuere på tribunerne.
Det mener AGF-direktør Jacob Nielsen. Han opfordrer til, at årets pokalfinale i Esbjerg bliver flyttet fra 21. maj til efteråret, da der ikke er udsigt til kampe med tilskuere i nær fremtid på grund af coronakrisen.
- Det er jo så tamt. Den bør flyttes til efteråret. Det bør man blive enige om, for det er bare ikke det værd.
- En pokalfinale uden tilskuere er da alligevel det værste, vil jeg mene, siger Jacob Nielsen til TV3 Sport.
Læs også:Så lidt bruger SL-klubberne egenudviklede spillere: Det er skuffende
De to finalehold kan ifølge AGF-direktøren være nødsaget til at trække lod om pokalvinderens plads i Europa League-kvalifikationen, der formentlig går i gang før september.
Jacob Nielsens egen klub har spillet sig frem til semifinalen, hvor AGF står over for AaB. I den anden semifinale skal AC Horsens op mod Sønderjyske.
- Som jeg talte med en kollega om, må vi trække lod om den ekstra Europa-plads, der er til vinderen af pokalfinalen. Det er enten AaB eller AGF, der tager den ene plads i finalen. Det er min personlige holdning, siger han.
Jacob Nielsen har ikke vendt tanken med sine kolleger i de andre klubber, men han tror på, at der er interesse for at flytte pokalfinalen til efteråret.
Læs også:Ung dansker sigter efter mere spilletid i Premier League-klub
- Det er en festdag, men det bliver det jo ikke, hvis der ikke er tilskuere, så det mener jeg godt, man kunne aftale sig ud af. Det er vi i hvert fald klar til, siger han.
Dansk fodbold er i øjeblikket suspenderet på grund af coronakrisen.
Tidligere på ugen annoncerede Divisionsforeningen, der organiserer Superligaen, at man arbejder på at genstarte turneringen i maj.
Der arbejdes med tre scenarier, hvor Superligaen genoptages 15., 24. eller 31. maj.
/ritzau/
Læs også:AGF refunderer sæsonkort: Alt andet vil være uklædeligt af os
Læs også:AGF: Kan simpelthen ikke regne årsresultatet ud