Video : Tipsbladet
Superliga

AC Horsens ophæver med Jonas Borring

Jonas Borring er færdig i AC Horsens, hvor han har fået ophævet aftalen. Han ved ikke, om han fortsætter karrieren.

Efter halvanden sæson i AC Horsens skal Jonas Borring på jagt efter en ny klub.

Parterne er nemlig blevet enige om at ophæve samarbejdet før tid. Det meddeler AC Horsens i en pressemeddelelse. 

Jonas Borring vil ikke afvise, at han fortsætter fodboldkarrieren. Han har dog også andre tanker, fortæller han. 

- Jeg synes, at mit første år i klubben var rigtig godt. Jeg var med til at spille os i top 6 og havde også mange gode kampe sidste efterår. Foråret i år blev desværre ikke som håbet, hverken for klubben eller mig selv. Jeg var hårdt ramt af min fars sygdom og død, og det påvirkede mit spil på banen, fortæller Jonas Borring i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Nu må vi se hvad fremtiden bringer. Jeg er i rigtig god form og føler stadig, jeg kan gøre en stor forskel, så det helt sikkert en mulighed at fortsætte med at spille fodbold. Omvendt har jeg også mine tanker på erhvervslivet, hvor jeg ser mig selv i f.eks. salgsbranchen og er også åben overfor den vej. Jeg ønsker alle i og omkring klubben held og lykke fremover.

Jonas Borring, 34 år, nåede 30 kampe og to mål i AC Horsens-uniformen. I denne sæson er det dog ikke blevet til spilletid.

Tidligere i karrieren har Jonas Borring spillet for OB, FC Midtjylland, Randers FC og Brøndby IF.