Absalonsens fremtid snart på plads: Det ligner et udlandsskifte
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Absalonsens fremtid snart på plads: Det ligner et udlandsskifte

Offensivspiller Johan Absalsonsen håber og tror på, at han inden for en uge har fremtiden på plads.

Når Superligaen i weekenden indledes, bliver det for første gang i 15 sæsoner uden Johan Absalonsen på kontrakt i dansk fodbolds bedste række.

Den offensive profil, der kan spille i angrebet og på kanten, har i hele sin aktive karriere spillet i Superligaen, hvor han de senere år har spillet for SønderjyskE, men nu går Absalonsen med overvejelser om at kigge uden for Danmarks grænser.

Den 31-årige Johan Absalonsen håber på snart at kunne melde nyt ud om fremtiden.

- Status er, at jeg forhåbentlig inden for en uges tid har fundet en ny klub. Det er målet. Jeg vil gerne have det på plads, og det håber og tror jeg på sker, siger Johan Absalonsen til tipsbladet.dk, mens han holder døren på klem for Danmark:

- Jeg kan ikke sige så meget endnu, men lige nu hælder det til ikke at blive Danmark. Jeg vil dog ikke udelukke noget, før min fremtid er endegyldigt på plads, siger Absalonsen.

Offensivspilleren har tidligere været på kontrakt i Brøndby, OB, FCK og SønderjyskE, og det har længe været et ønske for Absalonsen at prøve sig af i udlandet.

- Jeg vil gerne til udlandet, hvis det kan lykkes. Det har været noget, jeg har drømt om længe, specielt efter 14 år i Superligaen. Det er ved at være "last call", hvis jeg skal ud og se noget andet end danske stadions, siger han.

I øjeblikket holder Johan Absalonsen sig ved selvtræning. Han lægger dog ikke skjul på, at han er ved at blive træt af at rende uden holdkammerater. Nu skal den næste uges tid så bruges på at tale de forskellige muligheder igennem med familien, så der bliver taget den bedste fremtidsbeslutning for familien Absalonsen.

Johan Absalonsen står noteret for 309 Superliga-kampe. Han har scoret 51 gange.