Video : Tipsbladet
Skandinavien

Rosenborg præsenterer Åge Hareide som ny træner

Åge Hareide var tirsdag forbi Trondheim for at skrive under på en aftale, der gør ham til træner i Rosenborg. Klubben har nu præsenteret nordmanden.

Den tidligere danske fodboldlandstræner Åge Hareide er på plads som ny cheftræner i den norske fodboldklub Rosenborg.

Allerede mandag berettede medier, at han var på vej til at blive træner i Rosenborg.

Tirsdag ankom Hareide så selv til Trondheim, hvor trænerjobbet i klubben blev bekræftet på et pressemøde.

Nordmanden er også blevet præsenteret på sociale medier af Rosenborg.

Den 66-årige nordmand er blevet opereret i knæet og har ikke vidst med sikkerhed, hvornår han kunne vende tilbage til trænergerningen.

Det ved han nu, og derfor er aftalen med Rosenborg kommet på plads.

Læs også:Åge Hareide bekræfter: Bliver ny Rosenborg-træner

Mens Hareide tidligere har sagt, at han først kunne være parat til et trænerjob fra september, så melder han sig nu klar før tid.

- Det kan blive før 1. september nu, siger Hareide til de norske medier, der stod klar med mikrofonerne, da Hareide ankom i bil.

- Det går fint (med knæet), siger nordmanden, der fortæller, at han fik flere trænertilbud, men at han valgte Rosenborg.

Hareide kender Rosenborg fra tidligere i karrieren. Han var træner for holdet i 2003, før han dengang overtog styringen af det norske landshold.

- Der har været andre henvendelser - en enkelt så sent som i går. Rosenborg er en klub, der har styr på tingene, jeg kender byen, klubben og havde det godt, senest jeg var her, siger Hareide ifølge NTB.

Før nyansættelsen i Rosenborg var Hareide senest ansat som landstræner for Danmark fra 2016 til 2020. Han nåede at føre Danmark til to slutrunder: VM i 2018 og EM i 2020.

Læs også:Norske medier: Åge Hareide præsenteres i Rosenborg i dag

Sidstnævnte fik han ikke mulighed for at opleve som træner, da coronaudbruddet skubbede EM-slutrunden til 2021.

Kasper Hjulmand overtog jobbet som dansk landstræner tidligere på sommeren i år.

Rosenborg afbrød tidligere i år samarbejdet med cheftræner Eirik Horneland efter en skidt sæsonstart. Siden har Trond Henriksen stået i spidsen for holdet.

Den norske traditionsklub, der har vundet 26 nationale mesterskaber, ligger på fjerdepladsen i Eliteserien efter 14 kampe i indeværende sæson.

Efter fire mesterskaber på stribe blev Rosenborg sidste år skuffende nummer tre.

/ritzau/

Læs også:Hareide ligner en ny træner i Rosenborg: Forventes præsenteret tirsdag

Læs også:Holse og Rosenborg ordnede bundproppen

Læs også:Bodø/Glimt udbyggede føringen uden Junker