Video : Tipsbladet
Superliga

AaB lukker fans ind til pokalsemifinale: Fylder to procent af stadion

280 almindelige tilskuere må se AaB-AGF, mens 300 kan få lov til at se Sønderjyske mod AC Horsens.

Der vil være tilskuere til begge onsdagens pokalsemifinaler i dansk fodbold.

Til semifinalen mellem AaB og AGF vil 280 tilskuere være på plads på Aalborg Portland Park.

Af dem vil 252 være fans fra AaB, mens 28 AGF-fans får adgang, skriver AaB på sin hjemmeside.

Også Sønderjyske lukker almindelige tilskuere ind til semifinalen mod AC Horsens i Haderslev. Her er der tale om 300 tilskuere.

150 billetter tildeles sponsorer, 120 tildeles sæsonkortholdere, og derudover går 30 billetter til fans af AC Horsens.

Når der ikke åbnes for 500 tilskuere, skyldes det, at de tilladte 500 personer inkluderer spillere, trænere, presse og andre medarbejdere på stadion.

De 280 tilskuere til pokalsemifinalen i Aalborg er ikke i nærheden af, hvad AaB under normale omstændigheder ville give adgang til lægterne.

Alligevel mener klubbens administrerende direktør, Thomas Bælum, at det er en positiv udvikling efter en periode med restriktioner som følge af coronakrisen.

- Det er positivt, at vi igen kan få tilskuere ind og støtte holdet til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park, og selv om det langtfra er lige så mange, som vi gerne vil have, så det er dog et vigtigt skridt i den rigtige retning, og vi ser frem til igen at få stemning på tribunerne, siger han.

Alle pladserne går til sæsonkortholdere efter først til mølle-princippet, skriver AaB.

Både Venstre og De Radikale har opfordret til, at der åbnes for endnu flere tilskuere end de 500, der nu kan få adgang.

Divisionsforeningen har forsikret, at man kan håndtere langt flere end 500 tilskuere ved at tage en række forholdsregler. Det inkluderer blandt andet, at fans skal holdes adskilt på stadion og møde op ved indgangene på forskellige tidspunkter.

Mandag lød det så fra regeringen, at den vil "indkalde til drøftelser vedrørende et forsøg med afvikling af superligafodbold med flere end 500 tilskuere på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde".

Kampen mellem AaB og AGF starter onsdag klokken 20.45. Lidt tidligere - klokken 18 - mødes Sønderjyske og AC Horsens i den første semifinale.

Allerede tirsdag forventes der tilskuere til fodbold i Danmark. Vejle og Nykøbing, der spiller i 1. division, har således begge meddelt, at de vil åbne for et begrænset antal fans.

/ritzau/