Video : Tipsbladet
Superliga

AaB kan ikke kalde udlejet angriber tilbage: Så må de købe ham

AaB mangler en angriber, hvis klubben sælger Mikkel Kaufmann til FC København, men udlejede Wessam Abou Ali kan ikke kaldes tilbage fra Vendsyssel FF. Med mindre altså AaB punger ud.

Skifter Mikkel Kaufmann til FC København i januar, mangler AaB pludselig en angriber. Men det kan klubben ikke løse ved at hente Wessam Abou Ali tilbage fra lejemålet i Vendsyssel FF. Det slår sidstnævntes sportsdirektør, Ole Nielsen, fast over for Nordjyske.

Et hurtigt Kaufmann-exit vil ellers efterlade Tom van Weert som eneste velprøvede angriber i seniortruppen. Derudover er der også Søren Tengstedt, men teenageren er fortsat kun noteret for tre Superliga-kampe og er en helt anden spillertype end de fysisk stærke Kaufmann og van Weert.

Læs også:Avis: FC København jagter angriber i AaB

Men Vendsyssel har planlagt med Abou Ali i foråret, og AaB har ikke en klausul om, at klubben kan kalde ham tilbage. Derfor kommer det til at koste, hvis den vil have ham nu og her.

- Det (at kalde ham tilbage, red.) er ikke en mulighed. AaB kan købe ham tilbage før tid, hvis de kan få os med på den idé, siger sportsdirektør Ole Nielsen til Nordjyske.

Wessam Abou Ali var også udlejet til Vendsyssel i efteråret, hvor han scorede seks mål i 11 kampe. Det var nok til, at spilleren og 1. divisionsklubben blev enige om at lave en ny lejeaftale, da den første udløb ved årsskiftet.

Læs også:AaB bekræfter FCK-rygter: Forhandler om salg af Mikkel Kaufmann

Det kan dog være, at AaB slet ikke behøver bekymre sig om den slags. Ekstra Bladet skrev i går, at Mikkel Kaufmann måske først er tiltænkt en plads i FC Københavns trup fra sommer.

Årsagen er, at mestrene har rigeligt med alternativer i forårssæsonen, som ikke byder på lige så mange kampe som efterårssæsonen. FCK råder i forvejen over angriberne Dame N’Doye, Michael Santos, Pieros Sotiriou og Jonas Wind, mens Mohamed Daramy også kan spille længst fremme.

Læs også:Avis: FCK er klar til at gøre AaB'er til en af de dyreste internt i Danmark

Læs også:Tidligere AaB-keeper forlader Vendsyssel: Har fået gunstigt tilbud fra udlandet

Læs også:AaB: Nicolaj Thomsen er ikke aktuel i denne omgang