Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-chef om nyindkøb: Han har internationalt snit

AaB's nye midtbanespiller Iver Fossum har internationalt snit, mener sportsdirektøren.

AaB har fredag forstærket midtbanen med den norske landsholdsspiller Iver Fossum, som kommer til klubben på en fireårig kontrakt.

Og det er en prominent forstærkning, nordjyderne har sikret sig. Iver Fossum kommer til klubben fra Hannover 96, hvor han nåede 66 kampe - heraf 37 i Bundesligaen. Derudover har den 23-årige midtbanespiller også 12 norske landskampe på cv'et. 

Det vidner om stor kvalitet, mener sportsdirektør Allan Gaarde, der mener, at nordmanden er en markant forstærkning af holdet. 

- Iver Fossum er en tovejsspiller med internationalt snit, og alene det at han har spillet mange kampe i en europæisk Top 5-liga, vidner om stor kvalitet. Som type er Iver teknisk dygtig og har god spilforståelse og stor løbekapacitet, og han kan dække både 8’er- og 6’er-postionen, ligesom han på det norske landshold senest har optrådt på kanten.

- Selvom Iver er en relativ ung spiller, så har han masser af erfaring fra højeste niveau, og vi ser ham som en markant forstærkning af vores hold, hvor konkurrencen selvfølgelig nu vil blive skærpet yderligere, men det er også en del af gamet, hvis vi som hold, trup og klub skal spille med på det niveau, hvor vi ønsker at være, fastslår Allan Gaarde ifølge AaB's hjemmeside. 

Iver Fossum har også tidligere spillet for Strømsgodset IF i hjemlandet Norge.