Video : Tipsbladet
Superliga

AaB bekræfter FCK-rygter: Forhandler om salg af Mikkel Kaufmann

Mikkel Kaufmann kan være på vej til FC København.

FC København er meldt interesseret i angriber Mikkel Kaufmann fra AaB, og der er i den grad hold i rygterne.

Klubben fra Nordjylland bekræfter nu i en selskabsmeddelelse, at klubben forhandler med en anden klub om et salg af angriber Mikkel Kaufmann, 19 år.

Det var Ekstra Bladet, der onsdag kunne fortælle, at angriberen, 19 år, er interessant for Ståle Solbakken og FC København, og selv om AaB ikke nævner FC København, er det ventet, at det er klubben, som i øjeblikket forhandler med AaB.

AaB fortæller i en selskabsmeddelelse, at der er indledt forhandlinger om et salg. Den meddelelse kommer AaB med, da klubben er på Fondsbørsen, og fordi et salg af angriberen vil påvirke forventningerne til årsregnskabet.

Den 19-årige angriber, der scorede syv Superliga-mål i efteråret for AaB i 17 kampe, har kontrakt med den nordjyske klub frem til sommer 2023.

Ståle Solbakken er godt besat i angrebet, hvor han ud over den skadede Jonas Wind har Dame N'Doye, Pieros Sotiriou og Michael Santos, ligesom både Viktor Fischer og Mohamed Daramy kan spille pladsen som frontangriber for FCK.