Julen nærmer sig med hastige skridt, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.
Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.
Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.
9. december byder på et blik på Esbjerg i samarbejde med klubbens mangeårige udstyransvarlige, Kaj Schmidt.
Kaj Schmidt har peget på Youssef Toutouh.
Det seneste årti har budt på lidt af hvert i Esbjerg fB. Holdet har vundet pokalfinalen og spillet Europa League, det har taget bronzemedaljer, og det er rykket både op og ned to gange. Men der skal mere til at ryste Kaj Schmidt. Da han begyndte i klubben i 1994, lå førsteholdet og rodede rundt nede i 2. division.
Det betyder dog ikke, at 10'ernes højde- og lavpunkter ikke har gjort indtryk. De største nedture giver sig selv, "da vi måtte ned", og den største optur giver måske også sig selv:
Læs også:8. december: Gæt 10 udenlandske Superliga-profiler fra årtiet
- Vi vandt jo pokalfinalen i '13. Så slog vi St. Etienne hjemme 4-3 og 1-0 dernede og kom i Europa League-gruppespillet. Vi gik videre til ottendedelsfinalerne og mødte Fiorentina. Det er noget, der altid står i erindringen som det største, siger EfB's udstyrsansvarlige.
Det særlige ved at spille europæisk fodbold er, at man får oplevelser, som selv flere årtier i dansk fodbold ikke kan give. Man møder nye hold, ser nye byer og besøger nye stadioner. Og man har gode historier med hjem.
Kaj Schmidt, der også var holdleder i efteråret 2013, da Esbjerg rejste Europa rundt, husker især en oplevelse i Liége. Han ankom til stadion i god tid for at gøre omklædningsrummet klar med tøj, støvler og drikkedunke, men de lokale vagter ville ikke lukke ham ind. Han havde ellers alle de nødvendige papirer klar, forsikrer han.
Måske var det den forkerte indgang, men chaufføren gad ikke køre rundt for at lede.
- Ham der blev så gal på mig, at jeg blev sat af med alle mine kasser ude foran stadion. Det blev læsset af på fortovet, hele molevitten. Han ville ikke køre mere med mig. Så stod jeg der mutters alene, og fansene begyndte jo at ankomme. Jeg fik så fat i den daværende direktør, Søren Poulsen, som fik fat på de rigtige folk, fortæller Kaj Schmidt.
- Jeg har aldrig nogensinde fået mine ting så hurtigt ind på stadion.
Europa League-eventyret var en stor oplevelse for manden, der startede som holdleder i landsbyen Endrup lidt øst for Esbjerg, og som nu rejser med rundt til Liége, Borås, St. Etienne, Salzburg og Firenze. Sammen med et, synes han selv, imponerende antal vestjyske fans.
Læs også:7. december: Nedturen var som at se Netflix-dokumentaren om Sunderland
Til gengæld har det været svært for den rutinerede kit manager, som det hedder på moderne dansk, at udvælge én spiller fra årtiet. Der har jo været så mange. Så Kaj Schmidt taget en praktisk tilgang og valgt manden, der med sit enlige mål i pokalfinalen 2013 sendte EfB ud i Europa: Youssef Toutouh.
Han havde ifølge Schmidt altid et stort smil på læberne og var god til at charme sig frem. Også selv om hans ting altid blev væk. "En god fyr på mange måder," konkluderer Kaj Schmidt.
Toutouh var flittig til at sætte gang i tingene i kælderen under Blue Water Arena, hvor førsteholdet i Esbjerg holder til i forbindelse med både træning og kamp. Ved en enkelt lejlighed satte han måske lige lovlig meget gang i det.
- Han var lidt af en verdensmand, der kom herover og lige skulle vise, hvad han kunne. De trænede en dag i efteråret, hvor græsset var så smadret. Han væddede med nogle holdkammerater om, at han kunne springe i spaen med hele baduljen på. Han kom direkte fra et smadrehul og så lige ned i spaen, siger Kaj Schmidt.
Mudderet var mere, end spaens filtre kunne klare, så Schmidt måtte i gang med at tømme den for vand.
- Vi blev da færdige med at rense den hen under eftermiddagen. Det var jo ren smadder, der kom i klorvand, som folk skulle ligge i. Hvis man skal hælde 4.000 liter vand ud på grund af et væddemål, kan det også blive en dyr fornøjelse, siger EfB's udstyrsansvarlige om den nuværende Stabæk-spiller, der, fornemmer man, var svær ikke at holde af.
- Sådan var Toutouh som menneske. En stor, glad dreng. Og på den måde vender vi lidt tilbage til det, vi opnåede i 2013/14 og det mål, vi fik lavet i Parken. Det var jo Toutouh.
Læs også:6. December: En central person i Brøndbys genrejsning
Læs også:5. december: Rasmus Würtz-salg var Lynge Jakobsens bedste handel