8. december: Lyngby-spiller har svigtet to landshold, men glædet sin familie
For nogle er det bare et tal, men for andre er det et synonym. For dem er rygnummeret synonym med en position eller en person. For dem er nummeret på ryggen lige så mytisk som navnet lige oven over. Tallet alene kan ikke få spilleren til at gå over i historien, men spilleren kan gøre tallet legendarisk.
Laudrup, Maradona og Pelé i 10’eren; George Best, Eric Cantona og David Beckham i Manchester Uniteds 7’er; Johan Cruyff i nummer 14. Nummeret forpligter, og hver dag frem mod jul kigger tipsbladet.dk nærmere på et rygnummer og den historie, der gemmer sig bag spilleren, som bærer det.
I dag er den 8. december, og vi sætter fokus på nummer 8 i Lyngby BK, Herolind Shala.
Når en fodboldspiller får sin landsholdsdebut, er der gode chancer for, at han kalder det for en drengedrøm. Landsholdet er for mange det største og det, de drømte om, da de som børn løb rundt og tanker om en professionel karriere ikke var andet end netop drømme.
For langt de fleste giver det sig selv, hvilket landshold der præger deres barndoms fantasi, for de kan kun stille op for ét landshold. Men som eksemplerne med Emre Mor, Dario Dumic og en række andre danskere med indvandrerbaggrund viser, kan det være svært at vælge, når man kan stille op for to lande.
Man kan kun forestille sig, hvor svært det er, når der pludselig er tre muligheder. Det har Lyngby BK's Herolind Shala haft, og han har faktisk nået at spille for både Norge, Albanien og Kosovo, førstnævnte dog kun U-landskampe.
Han er selv født og opvokset i Norge med kosovoalbanske forældre, og selv om han nu har låst sig selv til Kosovo, var det ikke det land, der var centrum for hans landsholdsdrømme som barn.
- Da jeg var lille i skolen og blandt venner, var det egentlig mest Norge, men da jeg blev lidt ældre, og fodbold blev mere seriøst, og jeg så interessen fra min familie i Kosovo, vendte det mere mod mine forældres hjemland end mod Norge. Jeg blev måske mere bevidst om, hvad jeg ville, og hvor fedt det ville være at give noget tilbage til min familie, som er dernede, siger Herolind Shala.
Midtbanespilleren fik tre U-landskampe for Norge og var egentlig udtaget til U21-landsholdet, men samtidig fik han en invitation til Albaniens U21-landshold, som han takkede ja til. Det var dog først op til kvalifikationen før EM 2016, at han endeligt lagde sig fast på Albanien, da han blev udtaget til A-landsholdet.
Debut på A-landslaget til Albania i 1-1 kampen mot Frankrike. Fra Klyveblokkene til dette. Drømmer går i oppfyllelse. pic.twitter.com/oG1T28Q0b3
— Herolind Shala (@HerolindShala) 15. november 2014
Som når spillere, der er opvokset i Danmark, vælger Danmark fra, blev Shalas skifte til Albanien modtaget med kritik hjemme i Norge. Der havde han levet en tilværelse og fået muligheder i livet, som ville være umulige at få i Kosovo eller Albanien, så hvorfor ville han ikke give noget tilbage?
- Den hørte jeg hele tiden. Når man er vokset op i Norge og har spillet på U-landsholdene, vil man selvfølgelig gerne give noget af det tilbage til Norge, som det har givet til én og været med til at udvikle én til den, man er. I og med jeg er født og opvokset i Norge, og mine venner er der, og det er der, jeg lærte at spille fodbold, var det meget kedeligt for mig ikke at kunne give noget tilbage til landet, forklarer han.
- Reaktionen blev ret positiv i Albanien, men meget negativ i Norge. ”Du skal give noget tilbage til Norge, du svigter” og bla bla bla. Det er meget nemt for dem, når de ser det fra aviserne, men hvis de havde været mig, så havde de forstået, hvor svært et valg det var. Men i Albanien var de meget happy, for de elsker folk, som vil komme og hjælpe landet til at blive bedre.
Betyder sådan noget som nationalitet også mere for dem?
- Ja, det gør det. Meget mere. Da jeg skiftede fra Norge til Albanien, var det sådan ”Åååh, patriot!” og så videre. Men hvis jeg havde skiftet fra Albanien til Norge, havde det været sådan ”Okay, velkommen.” Så man bliver mere en helt, når man kommer derned, siger Herolind Shala.
"Det sværeste var at vælge Norge fra"
I maj 2016 stemte 28 UEFA-lande for og 24 imod at optage Kosovo som medlem, og kort efter fulgte FIFA trop. Det var ikke bare et kæmpe skridt for den lille Balkan-nation, der erklærede selvstændighed fra Serbien i 2008 og fortsat kun anerkendes af lidt over halvdelen af verdens lande; det banede også vejen for Kosovos første deltagelse i EM- og VM-kvalifikationer.
For en række spillere, som allerede havde spillet for andre landshold, herunder Herolind Shala, betød det også endnu et valg, der skulle træffes. For ville de fortsætte hos deres normale landshold, eller ville de skifte? Shala var ikke i tvivl.
- Det sværeste var faktisk at vælge mellem Norge og Albanien i sin tid. Da måtte jeg tænke rigtig meget over det, og det var et meget svært valg. Da jeg skiftede fra Albanien til Kosovo, var det egentlig ikke noget problem, for jeg vidste, at jeg kom til at skifte til Kosovo, når det blev anerkendt, siger Lyngby-spilleren.
Hvordan var det at spille for Albanien, når du vidste, at du ville vælge Kosovo, når du kunne?
- Det var ikke så mærkeligt, og jeg når jeg var der, spillede jeg 100 procent for Albanien. Jeg tænkte ikke så meget på, at Kosovo skulle blive anerkendt af FIFA og UEFA, så jeg havde bare fokus på Albanien.
Rent praktisk skulle Shala og de andre interesserede Kosovo-spillere skrive et brev til FIFA og begrunde, hvorfor de skulle have lov til at skifte landshold. Det er normalt strengt forbudt, men fordi Kosovo ikke var medlem af verdensforbundet, da de valgte deres oprindelige landshold, gjorde FIFA en undtagelse.
Der var dog nogle, der ikke fik lov, navnlig dem, der efter Kosovos optagelse i FIFA stillede op for deres "gamle" landshold, eksempelvis til EM. Everton-spilleren Shani Tarashaj ville gerne have skiftet fra Schweiz til Kosovo, men det ene minut, han fik under slutrunden, endte med at sætte en stopper for det. De kriterier havde FIFA dog ikke gjort klart for spillerne.
Herolind Shala var en del af Albaniens bruttotrup til EM, men blev til sin egen store frustration ikke udtaget. Når han nu ser tilbage på det, var det muligvis heldigt nok.
- Ja, det var måske meant to happen, at jeg ikke skulle med, så jeg kunne få lov til at skifte til Kosovo. Jeg tænker bare, at everything happens for a reason, siger han med et grin.
Selv om Herolind Shala har valgt Kosovo som sit landshold, er han tæt knyttet til Albanien. Over 90 procent af befolkningen i Kosovo er etniske albanere, og mange identificerer sig i høj grad med naboen mod vest.
To lande i sig
Ligesom almindelige mennesker med indvandrerbaggrund bliver fodboldspillere somme tider fanget mellem det land og den kultur, de er født og/eller opvokset i, og den kultur, deres forældre stammer fra. Forskellen er, at fodboldspillere ikke være både og. Herolind Shala kan ikke være både nordmand og kosovoalbaner i fodboldmæssig forstand, og når spillere som ham skal vælge – og vælge fra – bliver valget af landshold en meget konkret måde at definere deres identitet.
På den måde sætter fodbold tingene mere på spidsen end virkeligheden, der er fyldt med nuancer. For i virkeligheden står folk som Herolind Shala i en slags kulturelt spagat.
- Det kan jeg godt genkende mig selv i. Der er sikkert også meget af det i Danmark. Da jeg var lille, og vi rejste til Kosovo på ferie, følte jeg mig mere norsk, hvis du forstår. Og når jeg var i Norge, følte jeg mig mere albansk end norsk, siger han.
- Mit navn, Herolind, er jo ikke noget norsk navn, så jeg blev hele tiden set på som indvandrer, selv om jeg var født og opvokset i Norge. Man havde hele tiden den følelse af, at man ikke var god nok; at man ikke var godkendt nok til at være med i samfundet. Jeg har ligesom brugt det som en anledning til at arbejde hårdere, så jeg kan nå mine mål og drømme.
Fordi du altid har følt, at du skulle gøre en ekstra indsats?
- Ja, for at blive set og lagt mærke til.
Hvordan ser du dig selv? Nordmand, kosovoalbaner?
- Jeg er født og opvokset i Norge, så jeg føler mig selvfølgelig norsk, men når jeg er dernede, føler jeg mig kosovoalbansk. Det er svært at sætte en finger på det, men det er, som om jeg har to lande inde i mig, hvis du forstår. Jeg føler mig både 100 procent norsk og 100 procent kosovoalbansk.
Har nummer 8 en bestemt betydning for dig?
- Nej, det var bare ledigt, så jeg tog det, der var ledigt.
Har du et yndlingstal?
- Mit favoritnummer er 24. Jeg havde det i min første klub i Notodden, men i de andre klubber, jeg har været i, har det nummer været optaget, så jeg har ikke haft mulighed for at få det (Thomas Sørensen har det i Lyngby, red.).
Hvilke andre numre har du haft?
- I Odds var jeg 10'er, i Sparta Prag 10'er, i Slovan Liberec var jeg 9'er, i Tyrkiet (hos Kasimpasa, red.) var jeg 7'er, og nu er jeg 8'er, så jeg har haft nogle gode numre. Jeg har været heldig med tallene.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.