Julen er over os, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.
Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.
Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.
24. december byder på et blik på FC Nordsjælland i samarbejde med den den tidligere og nu igen nyindsatte sportschef Jan Laursen, der har været i administrative roller i klubben i mange år og har set massere af dygtige spillere komme og gå.
Den fremragende soldat
Jan Laursen har haft dage til at tænke over, hvilken spiller, skulle have denne opmærksomhed, og som han selv påpeger har der været masser af rigtigt dygtige fodboldspillere og store personligheder forbi klubben i gennem årtiet.
- Det har været et svært valg, for vi har haft mange gennem systemet. Men valget er faldet på en spiller, der måske er gået lidt under radararen men som har haft en kæmpe betydning for holdet – også inden at mesterskabet kom i hus.
Valget er faldet på Søren Christensen, der er en spiller, der fortjerner opmærksomheden.
- Andre spillere, der har helt sikkert trukket større overskrifter, er røget på større transfers og så videre. Men Søren Christensen har været med igennem hele opbygningen og har også været med til at vinde pokalerne i både pokalturneringen men også mesterskabet.
- Han var en del af den kultur og den ærgerrighed, der skulle til for at nå de her resultater. Så han fortjener opmærksomheden, siger Jan Laursen om Søren Christensen, der spillede otte og en halv sæson i FCN-trøjen, inden, at han skiftede til norske Haugesund og siden også prøvede kræfter med kroatisk fodbold. Nu er han tilbage som spiller på Falster, hvor det hele i sin tid også startede og har i de seneste sæsoner været en bærende kraft for det ambitiøse Nykøbing FC-projekt, der sigter efter at ramme Superligaen.
- Jeg synes, han først og fremmest er en rigtig god person. Han gav rigtigt meget til fællesskabet men var på samme tid en type, der også turde gøre opmærksom på, hvis tingene ikke var, som han synes det skulle være. Det gjaldt både overfor de andre spillere men også over for ledere og trænere.
- Jeg er sikker på, at de trænere, der har haft ham vil sige, at han var en fremragende soldat at have på holdet, fordi han kunne dække flere positioner og hele tiden havde lysten til at udvikle sig. Han havde et stort trænings-gen og havde altid fokus på at blive bedre.
- Han var igennem en udvikling som spiller hos os. Han kom til os som 19-årig og udviklede sig stærkt igennem årene og gjorde det med hårdt arbejde. Både via sin sportslige og personlige udvikling arbejdede han sig ind øverst i hierarkiet, men han havde aldrig behov for at trække overskrifter eller stå forrest. Men tingene betød noget for ham, og det han og jeg også haft samtaler om gennem årene.
- Og så er det værd at bemærke, at han også var der i svære sæsoner op til, hvor pokalerne blev vundet. Han blev og kæmpede sit og var med til at støbe det fundament, der siden blev rigtigt stærkt. Så det faktum, at han også var der i svære sæsoner og var med til at slæbe holdet og klubben igennem de tider, der ikke var så sjove – det siger også meget om Søren.
- Så selv om det måske var lidt i det skjulte, var en en type, der var uhyre vigtig for klubben, siger Jan Laursen.
Underetagen i Illum var fin nok
Da FC Nordsjælland havde opdaget den 19-årige Søren Christensen på Falster og gerne ville have underskriften på den kontrakt, som de havde tilbudt ham, blev det ikke en kontrakt-underskrivelse som så mange andre.
- Dagen hvor man sætter sin underskrift på den første kontrakt er naturligvis en dag, der betyder meget for de fleste spillere, der meget gerne op til klubben for at skrive under, få taget billeder og så videre. For Søren var den del åbenbart ikke lige så vigtigt. Han var på besøg hos en kammerat i København, så vi mødtes under-etagen i Illum, hvor vi bare fik skrevet under – det må jeg sige, at jeg aldrig har prøvet hverken før eller siden.
- Det kendetegner nok Søren meget godt. Det behøvede ikke være noget helt speciel – der skulle jo bare skrives under, og så mødte han op med støvlerne dagen efter. Nu er han som sagt fra Falster, så man kan vel godt tale om bonde-drengen, der kom og indtog byen og klubben, siger Jan Laursen.
Pokalfinale-triumf og guld-hattrick mod AGF
Søren Christensen blev i FCN noteret for hele 203 Superliga-kampe og 20 scoringer. Men på trods af hans ikke voldsomt mange scoringer, faldt flere af dem på ganske vigtige tidspunkter.
Søren Christensen missede pokalfinale-triumfen i 2010 og var så uheldig at være småskadet, da FCN året efter igen var at finde i pokalfinalen mod FC Midtjylland. Han blev dog så klar, at han var udtaget til truppen og blev skiftet ind med kort tid igen ved stillingen 2-2. En flad bolde på kanten af feltet i pokalfinalens overtid landede for fødderne af en udækket Søren Christensen, der med et hårdt, præcist og sikkert spark sendte bolden ind bag en sprællende Jonas Lössl i FCM-målet og en ny FCN-triumf var sikret - og det med Søren Christensen som matchvinder.
FC Nordsjælland blev som bekendt danske mestre i sæsonen 11/12, hvor Søren Christensen var en bærende kraft på holdet og også her havde sin mest målrige sæson i hos FCN med otte scoringer. Tre af dem faldt i samme kamp og det på et uhyre afgørende tidspunkt. Scenen var Farum Park, modstanderen AGF. Der resterede seks spillerunder af sæsonen - FCN var to'er i tabellen med seks point op til det førende hold fra FCK.
AGF kom ganske overraskende foran med 2-0 efter 26 minutters spil, men Søren Christensen ville det anderledes og fik med to kasser bragt balance i regnskabet inden AGF igen lige inden pausen kom på 3-2.
Efter pausen var det igen Søren Christensen, der fandt nettet til det udlignende 3-3-mål, der var med til at knække AGF og bringe FCN et vigtigt skridt i retning af sejren, der blev på 5-3. Tre vigtige point blev sat ind på kontoen og var i sidste ende med til at afgøre, at FCN vandt mesterskabet fem kampe senere - to point foran FC København.
- Han havde bare noget specielt over sig og førte det ud på banen på fornemmeste vis, siger Jan Laursen, der ikke har sluppet taget i Søren Christensen.
- Han har været her for at besøge os flere gange siden han forlod os, og jeg tror, at han går rundt med gode tanker om, hvad han skal efter karrieren. Han har meget at byde på, og det bliver spændende at se, hvad det kan føre med sig – og hvem ved, om han kommer tilbage hertil.