Han er blevet 35 år, Johan Elmander, men den tidligere landsholdsangriber fra Sverige trækker stadig overskrifter i hjemlandet, selv om han blot spiller i den næstbedste svenske række.
Den tidligere Brøndby-angriber skiftede for snart et år siden hjem til Örgryte, og her er der tilfredshed med den rutinerede svensker.
Således får Johan Elmander ros fra træner Marcus Lantz. Lantz har som Elmander også en fortid i Brøndby.
- Han betyder enormt meget. Han er meget målrettet og krævende. De andre spillere slipper ikke afsted med at lave en pasningsfejl. Jeg behøver ikke at råbe af spillerne, for han kører på, siger træneren til Fotbollskanalen.se og forklarer:
- Han er utrolig vigtig for gruppen.
Men Johan Elmander har kontraktudløb til sommer, og spørgsmålet er så, hvad der skal ske med den rutinerede angriber. Djurgården har tidligere været meldt interesseret, fordi klubben gerne vil have Elmander, Andreas Isaksson og Kim Kälström i truppen. De to sidste er allerede i Djurgården, hvor de tidligere har spillet sammen med netop Elmander.