Den tidligere Malmö FF-spiller Kingsley Sarfo blev for ganske nyligt løsladt fra fængslet i Sverige, hvor han har afsonet en domt på to-et-halvt år for voldtægt af en mindreårig. Ghaneseren var tidligere en af de mest lovende midtbanespillere i svensk fodbold, men ugerningerne udenfor banen satte altså en stopper for karrieren.
Nu er 24-årige Sarfo som nævnt på fri fod igen, og han drømmer om at få gang i fodboldkarrieren. Der er selvsagt utroligt mange klubber, der ikke vil røre Kingsley Sarfo med en ildtang, men det virker ikke til at være en helt håbløs opgave at finde en ny klub.
Læs også:Malmö-spiller kendt skyldig i voldtægt: Idømmes fængsel og udvisning
Ghansoccernet.com skriver, at den sudanske klub Al-Merreikh er i dialog med Kingsley Sarfo om en aftale. Al-Merreikh er én af de største klubber i Sudan og kan blandt andet bryste sig af 17 mesterskaber.
Niklas Strand, der er agent for Kingsley Sarfo, erkender, at klubberne ikke ligefrem står i kø for at skrive kontrakt med den voldtægtsdømte ghaneser. Han mener dog ikke, at sagen bør være en kæmpe hæmsko for midtbanespilleren.
Læs også:Sudanesiske fans ryster: Fremviser Hitler-billede og holocaust-banner
- Når jeg tilbyder Sarfo til diverse klubber, så er det rigtig vanskeligt. Når de googler hans navn og ser, hvad han har i registret, så lyder det så forbandet meget værre, end det er. Det er klart, at det er synd for pigen, men så forbandet synd er det heller ikke. De har haft det sjovt sammen, sagde Niklas Strand i programmet Kalla Fakta, som blev vist i Sverige kort før jul.
Kingsley Sarfo forklarede, da sagen var for retten, at han var overbevist om, at pigen, der dengang var 14, var over 16 år, og at der var tale om frivillig sex. Han hævdede desuden, at han og pigen havde en kærlighedsrelation til hinanden.
Kingsley Sarfo blev i forbindelse med dommen udvist af Sverige.
Læs også:Malmö fyrer Sarfo efter voldtægtsdom