Malmö FF-boss vil spille efterår-forår
Foto: Getty Images
Skandinavien

Malmö FF-boss vil spille efterår-forår

Sportschefen i Malmö FF, Daniel Andersson, er fortaler for, at Allsvenskan-sæsonen fremover sparkes i gang i efteråret.

Allsvenskan skulle efter planen sparkes i gang i starten af april, men Svensk Elitfotboll kunne mandag meddele, at sæsonstart bliver udskudt på ubestemt tid, fordi man vil sikre sig, at man kan få tilskuere på stadion.

Efterfølgende har det været diskuteret, om man skal vente helt indtil efteråret med at lade fodbolden rulle, og det er Malmö FF-sportschef Daniel Andersson fortaler for.

Han har tidligere argumenteret for, at Allsvenskan skal startes op i efteråret og afsluttes i foråret. På nuværende tidspunkt gøres det den anden vej rundt.

Læs også:Medie: Brøndby og FCM jagter tidligere Superliga-profil i Tyskland

- Det er ingen hemmelighed, at Malmö FF er fortaler for efterår-forår. Men jeg tror ikke, at de andre hold er interesserede i det, siger han til Kvällsposten og tilføjer:

- Vi har fremsat idéen tidligere. Vi ønsker at spille som resten af Europa. Men vi forstår, at det er nødvendigt at tage hensyn til klimaet i vores land og den betydning, det vil have for klubberne længere nede i rækkerne.

Andersson mener, at det vil styrke de svenske holds muligheder i Europa, hvis der fremover spilles efterår-forår.

Læs også:Vraget Malmö-dansker efter mål og sejr: Det er en start

- Hvis man vil gøre sig gældende i Europa, er det den rigtige vej at gå. Hvis der findes en mester i maj, er det tættere på de europæiske kvalifikationer. Det vil gøre det lettere for de svenske klubber at holde sammen på holdet og investere.

- Allsvenskan er et utrolig stærkt produkt. Hvis man kun tænker på den svenske identitet og ikke synes, at man skal spille i Europa, er det til gengæld bedre at gøre, som vi gør i Sverige.

Malmö FF nåede til 1/16-finalen i årets Europa League, hvor Wolfsburg blev endestationen.

Læs også:Malmö vil bekæmpe VAR i Sverige: Det har flere ulemper end fordele

Læs også:Dobbelt-klammeri til Malmö-træning: Lasse Nielsen involveret

Læs også:Officielt: Malmö sælger angriber til Saudi-Arabien