Han er født og opvokset i Gøteborg, han har en fortid i den lokale storklub, IFK Göteborg, han har en datter hjemme i Sverige, og han var røget ud af holdet i AGF. Det gav på mange måder god mening, da Tobias Sana forleden skiftede klub.
Ét punkt har dog fået nogle fans i det svenske til at hæve øjenbrynene. For tre år siden var Sana hovedperson i en episode, der udstillede kløften mellem ham og nogle af IFK's tilhængere.
Sana varmede op under en kamp mellem IFK Göteborg og Malmö FF, da et kanonslag eksploderede tæt på ham. Han blev så forskrækket og vred, at han hev et hjørneflag op ad græsset og kastede det mod det tilskuerafsnit, hvor den kastende IFK-fan var.
Men hvor dramatisk episoden end var, er det tid til at komme videre, siger klubdirektøren.
- Tobias har haft en historie her, som vi kender til, og så må man nogle gange også komme videre fra det, der er sket. Det er klart, at fyren, som smed kanonslaget, fik sin straf og måske forstod, at det ikke var så smart gjort, siger Max Markusson til Göteborgs-Posten.
- Samtidig skal vi ikke fremhæve det, som Tobias gjorde, som noget positivt. Han har også lært af det.
Tobias Sana undskyldte kort efter episoden, mens manden, der kastede kanonslaget, fik to måneders fængsel.