Det kan være koldt i Danmark, men det er ingenting til sammenligning med det, de oplever af og til i Norge.
For eksempel i det nordlige Norge, hvor de forsvarende mestre fra Bodø/Glimt hører til.
Det var her, at Rosenborg BK og Noah Sahsah i mandags vandt med 1-0 og stak en kæp i hjulet på Bodø/Glimts forventninger om at genvinde mesterskabet i Norge. Nok ligger klubben fra det nordlige Norge til at vinde titlen, men nu er der kun et par point ned til Brann på andenpladsen.
Danskeren, der er kommet sig over en alvorlig knæskade, var ikke bare med i kampen, han var også afgørende. Det var ham, der få minutter før tid scorede målet til 3-2. Hans første for Trondheim-klubben.
Glæden var ikke overraskende stor for FC København-spilleren, der er udlejet med en købsoption frem til årsskiftet.
Men der også andet, der fylder i dagene efter sejren.
- Jeg er ikke den største fan af vejret, det må jeg indrømme, siger han til Adressaavisen og forklarer:
- Det var utrolig koldt i Bodø - jeg har sjældent oplevet noget lignende.
Varmen fik han dog, da han kom ind fra bænken og scorede målet, der gør, at Rosenborg med fire runder igen af den bedste norske række fortsat har muligheden for at komme i Europa. Klubben, der er trænet af den tidligere FCK-ungdomstræner Alfred Johansson, er på femtepladsen i øjeblikket.
Om han så også er i Rosenborg de kommende år, bliver afgjort de næste par måneder.
- Lige nu er mit fokus på at komme ind i en god rytme, spille nogle flere minutter og score nogle flere mål. Det er mit fokus - ikke hvad der skal ske om to måneder, siger Noah Sahsah.
Den 19-årige kantspiller skal i aktion med Rosenborg igen på søndag, hvor der venter en hjemmekamp mod Strømsgodset. Derefter venter Ham-Kam, Sarpsborg og Kristiansund BK for Trondheim-klubben og Noah Sahsah.