De seneste tre-et-halvt år har budt på syv klubskifter for den danske offensivspiller David Boysen.
Det syvende af slagsen har danskeren foretaget denne torsdag, hvor han har taget afsked med Helsingborgs IF, som han skiftede til i midten af februar, for at rykke teltpælene til Israel.
Her skal 28-årige David Boysen tørne ud for klubben Sektzia Nes Tziona, der er på sidstepladsen i den bedste israelske række efter to kampe. Klubben er oprykkere i denne sæson.
- Jeg har haft et mål om at komme uden for Skandinavien igen, så da denne mulighed opstod, valgte jeg at række ud efter den. Jeg vil gerne sige tak til Helsingborgs IF og de fantastiske fans, og jeg ønsker holdet alt det bedste, siger David Boysen til klubbens hjemmeside.
Det er anden gang i karrieren, at David Boysen tager til Israel. Tidligere har han tørnet ud for Beitar Jerusalem, og det gik mildt sagt ikke godt for den tidligere Brøndby-spiller.
I et interview med tipsbladet.dk i juli 2018 langede han kraftigt ud efter ledelsen i Beitar Jerusalem.
- Det er den værste amatørorganisation i fodboldens verden. Klubben har en ejer, som ikke har respekt for nogen mennesker. Jeg vil næsten sige, at han torturerer alle. Det var så vanvittigt. Han går rundt og leger træner, selv om han aldrig har sparket til en bold, og der er ingen, der tør sige ham imod.
- Han sidder og styrer holdet på en telefon fra Miami. Træneren har intet at skulle have sagt. Der er klip på nettet, hvor man kan se, at vores holdleder får et opkald midt under kampen, og det er fordi, ejeren har ringet fra USA og vil have foretaget nogle ændringer.
- Det skal ikke være mig, der siger noget ondt om fodbold i Israel, men jeg vil i hvert fald gerne fraråde alle fodboldspillere at skifte til Beitar. Jeg spillede med Yossi Benayoun i min første tid dernede, men han forlod klubben af den eneste årsag, at det simpelthen ikke skulle være den sidste i hans karriere. Det skulle ikke være hans punktum. Jeg forstår ham godt, lød det fra David Boysen i interviewet.
David Boysen CV tæller foruden de nævnte klubber AB, Lyngby, Viborg FF, Roda og Elfsborg.