Danskere indblandet i vildt guldræs i Sverige: En fiasko, hvis vi ikke vinder
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Skandinavien

Danskere indblandet i vildt guldræs i Sverige: En fiasko, hvis vi ikke vinder

Hele fire hold kan med halvanden runde tilbage af Allsvenskan-sæsonen stadig vinde mesterskabet, herunder danskerklubben Malmö FF. Det er dybt skuffende, hvis det ikke lykkes, siger Søren Rieks før aftenens kamp mod de forsvarende mestre, AIK.

Malmö FF og AIK ligger på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i Allsvenskan, og når aftenens indbyrdes kamp er forbi, resterer der kun én runde af sæsonen. Alligevel er begge hold gode bud på en kommende mester.

I den svenske liga udspiller der sig i disse dage en mesterskabskamp, som fodboldligaer normalt kun kan drømme om: Fire hold har alle glimrende chancer for at vinde, selv om sæsonen slutter på lørdag.

Mandag aften mødes to af holdene, Malmö og AIK, i en direkte duel, der mere eller mindre kan sætte taberen af. Status før det opgør er som følger.

Den tætte mesterskabskamp i Allsvenskan fylder ikke kun i Sverige og lidt i Danmark, hvor både Malmö og Hammarby er fyldt med danske spillere. Også i engelske medier har den fået opmærksomhed. Men hvordan er det at være en del af den?

- Det er meget op og ned. Denne ene runde fører man ligaen, den næste runde ligger man treer. Så det har været frem og tilbage, og så var det selvfølgelig ærgerligt i seneste kamp, da vi tabte mod en direkte konkurrent, siger Malmös Søren Rieks til tipsbladet.dk.

Læs også:Malmö FF slår Lugano og ånder FCK og Kiev i nakken

I den kamp vandt Hammarby med 2-0, og nu venter så endnu et opgør mod en guldrival. Meget større bliver det ikke. De to seneste sæsoners mestre, der begge kæmper hårdt for at genvinde guldet for enten 21. gang (Malmö) eller 13. gang (AIK).

Hos Søren Rieks og co. er de opsatte på at tilbagevinde det mesterskab, som klubben næsten har taget patent på i 2010'erne, men som AIK altså "stjal" fra dem i fjor.

- Ja, selvfølgelig. Først og fremmest handler om at vinde mesterskabet. Det er det, klubben lever for; de traditioner har klubben bygget op de seneste år. Dernæst handler det selvfølgelig også om at vise, hvem der er bedst. Vi havde selvfølgelig gerne stået i en bedre situation, men samtidig er vi ikke ude af det nu, siger danskeren.

Rieks skiftede før sæsonen til Malmö FF fra rivalerne IFK Göteborg, så han har ikke været med til at vinde et af de fem mesterskaber de seneste syv sæsoner. Faktisk har han aldrig vundet en titel i sin karriere, så det håber han, at han kommer til denne gang.

Læs også:Malmö-dansker vil udfordre FCK's magtposition

- Det vil betyde sindssygt meget. Det var også en af grundene til, at jeg valgte Malmö. Jeg havde set på tæt hold, hvordan de havde gjort det. Det havde jeg også som forventning og mål, da jeg skiftede hertil. Derfor er det også en skuffelse, hvis vi ikke gør det. Så der er ekstra pres på i år, siger Rieks.

Er det en fiasko, hvis I ikke bliver mestre?

- Ja, det kan man godt sige. I Malmö handler det om én ting: at tage mesterskabet hjem. Og gerne gøre det så ofte som muligt. Dernæst at komme ud at spile i Europa. Så vi har opnået ét mål for sæsonen, men mesterskabet fylder noget ekstra. Det er det, klubben bliver målt og vejet på.

Kampen mod AIK er forlængst udsolgt, og Søren Rieks ser frem til en oppisket stemning, når hovedstadsholdet AIK gæster provinsbyen Malmø.

- Jeg forventer mig en stemning lidt ligesom, når vi spiller hjemme i Europa. Der er lige skruet en tak op for volumen og intensiteten. Jeg er helt sikker på, der kommer til at vente en intensiv stemning, og det skal vi selvfølgelig udnytte til vores fordel. Det plejer vi at gøre til de store kampe; levere lidt ekstra, siger han.

Foruden Søren Rieks er Anders "AC" Christiansen, Jonas Knudsen og Lasse NIelsen på kontrakt i Malmö. Der er kickoff fra Swedbank Stadion klokken 19.

Læs også:Malmö-dansker om FCK: De er bedre end FC Midtjylland

Læs også:Danske profiler er tvivlsomme til Malmös første guldkamp

Læs også:Fjendetjek: Islandsk EM-helt og ungt rekordindkøb kan drille FCK