Anders Christiansen har nu været i Malmø FF siden januar 2016, kun afbrudt af et halvt år i belgiske Gent, og meget tyder på, at det bliver til en del flere år endnu. Malmø FF bekræfter på klubbens hjemmeside, at de forlænger aftalen med danskeren frem til og med 2024.
- Jeg er glad for, at MFF ville forlænge aftalen, selvom den stadig løb flere år. Der er en gensidig respekt mellem mig og klubben, hvilket er noget, jeg værdsætter. Det er svært sætte på, hvorfor jeg trives så godt her, men jeg er altid glad, når jeg kommer til træning, og jeg har altid et smil på læberne, når jeg kommer hjem, siger Anders Christiansen til Malmø FF’s hjemmeside.
Christiansen har allerede vundet det svenske mesterskab med Malmø to gange, i 2016 og 2017, men det glippede i 2018. Nu ligger holdet på andenpladsen i Allsvenskan med tre point op til førerholdet Djurgården og fire kampe tilbage af sæsonen.
- Nu er fokus for mig og klubben at gå efter guldet og fortsætte med at gøre det godt i Europa. Vi har store kampe foran os, og det er sådan, jeg trives bedst, siger Anders Christiansen.
29-årige Anders Christiansen har spillet 119 kampe for Malmø og været involveret i 49 mål. 25 har han scoret og 24 har han assisteret. Han har en fortid i Lyngby og FC Nordsjælland og har spillet fire landskampe.