Hammarby IF har i de seneste sæsoner haft den tidligere FC København-målmand Johan Wiland som førstevalg i målet, men han kan potentielt blive erstattet af en dansker. Den nu 39-årige keepers kontrakt er udløbet, og en skulderskade truer karrieren.
Af den grund træner David Ousted i disse dage med i Hammarby IF. Den danske keeper står kontraktløs, efter at hans aftale med amerikanske Chicago Fire udløb ved årsskiftet, og kan potentielt vende tilbage til Skandinavien.
I første omgang kigger parterne blot nærmere på hinanden.
- Jeg har haft kontakt med Jesper Jansson (sportschef, red.) på grund af situationen med Johan Wiland, og så er vi enige om, at jeg er her i et par dage, så vi lærer hinanden at kende, og så jeg kan få en fornemmelse af klubben og så klubben kan lære mig at kende, siger David Ousted til Fotbollskanalen.
David Ousted har spillet i den amerikanske liga MLS siden 2013, men han er meget klar på at vende tilbage til Skandinavien og er helt klar på at skrive kontrakt med Hammarby, fortæller han.
- Ja, selvfølgelig! Jeg synes, Hammarby er en fantastisk klub, men lige nu handler det om at bruge tiden på at lære hinanden at kende i løbet af de næste par dage, og så får vi se, hvad der sker, siger danskeren og afslører, at der også er interesse fra andre klubber:
- Der er interesse, men vi vil tage det, som det kommer. Jeg er her, fordi jeg vil være her og se, hvordan det er i Hammarby og have en samtale med klubben.
Hammarby IF sluttede i sidste sæson på en flot tredjeplads i den svenske liga og har flere danskere på holdkortet i form af Jeppe Andersen og Mads Fenger, mens tidligere Superliga-profiler som Aron Johannsson og Vladimir Rodic også spiller i klubben.
David Ousted, 35 år, har tidligere spillet for SønderjyskE og Randers FC, og keeperen har 109 Superliga-kampe på cv’et.