Zlatan Ibrahimovic spillede en hovedrolle, da AC Milan onsdag aften sikrede sig en overbevisende sejr over Sampdoria. Den svenske angriber scorede således to af Milano-klubbens tre mål.
Allerede efter fire minutter kom den svenske superstjerne på tavlen, da han sendte sin første scoring i mål med et kraftfuldt hovedstød fra tæt hold.
Efterfølgende måtte AC Milan vente lidt på at øge føringen, men det gjorde de i starten af anden halvleg, og denne gang indtog Ibrahimovic en rolle som oplægger. Med et hovedstød lagde han således bolden til rette for Hakan Calhanoglu, som bragede bolden i kassen.
Få minutter efter betalte Calhanoglu tilbage, da han spillede Ibrahimovic fri i et kontraangreb, og med en afslutning fra tæt hold kunne svenskeren score kampens tredje mål.
Derefter så det ud til, at der ikke ville blive scoret mere, og Sampdoria misbrugte endda et straffespark, som Simon Kjær havde begået, i det 78. minut. Værterne fik dog i sidste ende netmaskerne til at blafre, da Kristoffer Askildsen scorede, før Rafael Leao scorede til slutresultatet 4-1.
Danskerklubben Genoa ydmyget - tæt på nedrykningsstregen
Andetsteds var Lasse Schöne, Lukas Lerager og Peter Ankersen i aktion for Genoa, der blev ydmyget af Sassuolo.
Sassuolo vandt således med hele 5-0, hvilket især skyldtes Domenico Berardi, som leverede et mål og tre assists.
Samtidig vandt Lecce over Udinese, og det betyder, at Genoa nu blot er ét point over stregen i Serie A med en runde igen. Der er altså spænding om den tredje og sidste nedrykningsplads til sidste spillerunde.
Læs også:AC Milan vil forlænge med Ibrahimovic: Taler med agenten