Der er endnu ingen dato for, hvornår Serie A kan genoptages, men flere topklubber regner nu med at vende tilbage på træningsbanen i slutningen af april.
Af den grund beder både Inter og Juventus nu deres udenlandske spillere, der har været bortrejst, mens Serie A har været på standby, om at rejse tilbage til Italien. Det skriver Football Italia.
Læs også:Tidligere FCM-angriber floppede i Danmark: Jeg havde hele pakken
Ifølge mediet skyldes det, at spillerne skal i 14 dages hjemmekarantæne, når de lander i Italien, og håbet er, at træningen kan genoptages i slutningen af april. Derfor vil klubberne have, at de udenlandske spillere er tilbage senest mandag, 2. påskedag.
Juventus har en del spillere, som nu skal rejse til Italien, da Cristiano Ronaldo, Gonzalo Higuain, Douglas Costa, Danilo, Alex Sandro, Miralem Pjanic, Sami Khedira, Adrien Rabiot og Wojciech Szczesny alle har været bortrejst.
Læs også:Brøndby-direktør roser spillere og trænere
I Inter har flere udenlandske spillere, heriblandt danske Christian Eriksen og engelske Ashley Young, imidlertid ikke forladt Milano, hvorfor de altså ikke skal 14 dage i karantæne.
Aktuelt er Juventus nummer ét i Serie A, mens Inter er på tredjepladsen.
Læs også:FC Midtjylland-spiller erkender: Jeg er blevet bange