Fredagen bød på en stor dansk bedrift i Serie A.
Stortalentet Patrick Dorgu har gang i sit helt store gennembrud i Lecce, og fredag satte han prikken over i’et på en flot sæson.
Den 19-årige dansker kom på banen i det 75. minut, hvor Lecce var bagud 1-2 til Fiorentina, og med Dorgu på banen blev der vendt op og ned på tingene.
I det 90. minut udlignede Lecce til 2-2, og få minutter senere hamrede Dorgu bolden i kassen til kæmpe jubel hjemme på Ettore Giardiniero.
Ikke nok med at Dorgu sørgede for sejren, så var det også danskeren første mål i hans professionelle karriere.
I et interview med Tipsbladet fortæller Patrick Dorgu om den store oplevelse.
- Det var en vild oplevelse at score det afgørende mål. Det var bare vigtigt, at vi fik de tre point i kampen.
- Det var vildt! Det var bare et øjeblik fyldt med glæde og lettelse, og det var dejligt endelig at score. Jeg var bare så glad og fyldt med følelser.
- Alle var meget glade for, at jeg endelig fik scoret et mål, og man kunne også se efter målet, at alle krammede mig og folk lykønskede mig med det samme. Det var en dejlig følelse, fortæller Patrick Dorgu til Tipsbladet.
Reaktionerne har været vilde efterfølgende, og oplevelsen rangerer højt i Dorgus stadig korte karriere.
- Jeg har også fået en masse beskeder fra venner og familie efter målet.
- Det er helt sikkert en af de vildeste ting i min karriere. Det var også stort at få debut for Lecce, men det er også vildt at score for dem – og så endda i så vigtig en kamp, fortæller Patrick Dorgu.
De tre point gav Lecce lidt pusterum i kampen om at blive i Serie A. Dansker-klubben ligger nu seks point over stregen.