Efter et skuffende halvår i Atalanta i efteråret blev Simon Kjær udlejet til AC Milan, og her har han hidtil været en succes, hvorfor milaneserne onsdag udnyttede en købsoption og sikrede danskeren på en permanent kontrakt.
Selv glæder Simon Kjær sig over at fortsætte i den italienske traditionsklub. At spille for Rossoneri er nemlig en drøm, forklarer han ifølge MilanNews.it.
Læs også:Cornelius udgik med skade, da Milan og Kjær besejrede Parma
- Det er en stor glæde for mig, og det er en drøm at spille for Milan. Jeg er meget glad for transferen og meget glad for sejren (onsdag aften mod Parma, red.). Vi var lidt i vanskeligheder i den første halvleg, mens vi i den anden voksede op. Vi viste, hvor hårdt vi arbejder, siger Simon Kjær.
Den danske landsholdsanfører er dog heller ikke overrasket over, at tiden i Milan er gået, som den er.
Læs også:Hjulmand jubler over Kjær-skifte: Det er super for ham og landsholdet
- Ærligt talt forventede jeg at komme til Milan og gøre det godt. Selvfølgelig ved man aldrig i fodbold, men jeg troede, at jeg kunne hjælpe holdet. Jeg er meget tilfreds med disse præstationer, men der er stadig meget at gøre for at afslutte året godt, siger han.
I AC Milan har Simon Kjær hidtil spillet 14 kampe, hvoraf ti har været i Serie A. Af de ti er hele otte endt med sejre til Kjær og kompagni.
Han har fået en kontrakt indtil 2022.
Læs også:AC Milan køber Simon Kjær for 26 millioner kroner
Læs også:FCM har tjent næsten syv millioner kroner på Kjærs nomade-karriere