Antallet af danske landsholdsspillere i Serie A tredoblede hen over sommeren. I sidste sæson var Jens Stryger Larsen og Lukas Lerager de eneste repræsentanter fra Danmarks nuværende trup, men i løbet af et par måneder kom yderligere fire til:
Andreas Cornelius skiftede en lejeaftale med Bordeaux ud med en lejeaftale med Parma, Lasse Schöne og Peter Ankersen skiftede til Genoa, og Simon Kjær forlod Sevilla til fordel for Atalanta.
Sidstnævnte har en fortid i både Palermo og Roma, og han mener, at Serie A har udviklet sig, siden han forlod ligaen i 2011.
Læs også:Peter Ankersens drøm blev opfyldt i 11. time: Det ser jo lidt dumt ud
- Kvaliteten er blevet bedre, og tempoet er skruet lidt mere op, siden sidst jeg var der. Der spilles mere dynamisk fodbold end før. Der er flere hold, der går op og presser nu, hvor man måske før stod og ventede lidt mere på at få bolden, siger Simon Kjær ifølge Ritzau.
For førnævnte Ankersen var det et mål i sig selv at komme til Italien. Det var en af årsagerne til, at hans skifte til Genoa først faldt på plads kort før midnat på transfervinduets sidste åbningsdag.
- Det tiltalte mig meget at prøve mig af i Italien, det har jeg altid haft en stor forkærlighed for. Hele pakken tiltalte mig, og det var nok også derfor, at det trak lidt ud, for det var det, vi ville. Jeg er glad for, at det hele faldt på plads inden midnat. Italien var klart værd at vente på, sagde Peter Ankersen til tipsbladet.dk tidligere på dagen.
Læs også:Skov Olsen valgte Bologna foran andre klubber: De ville mig rigtig gerne
Det er dog blevet til sparsom spilletid for både Ankersen og Kjær, der har fået henholdvis 82 og 159 minutter på banen i Serie A. Cornelius er noteret for 221 minutter, Lerager for 507, Schöne for 552 og Stryger Larsen for 599 minutter.
Fælles for dem alle er, at næste opgave er landskampen mod Schweiz på lørdag.
Foruden A-landsholdsspillerne er Andreas Skov Olsen (Bologna), Riza Durmisi (Lazio) og Jacob Rasmussen (Fiorentina) også på kontrakt i Serie A-klubber.
Læs også:Selvsikker Zlatan: Jeg ville gøre en forskel i Serie A i dag
Læs også:Det halter med spilletiden for Peter Ankersen: Landsholdet kan hjælpe mig
Læs også:Efter syv kampe: Serie A-klub ophæver med træneren