Det har været længe undervejs, og nu er det helt officielt.
Det italienske stortalent Sandro Tonali skifter fra Brescia til AC Milan. I første omgang skifter han på en lejeaftale, men Milano-klubben har en købsoption med i aftalen, bekræfter AC Milan på sin hjemmeside.
Læs også:Dansker spillede sammen med Essien: Han kunne ydmyge folk
Sandro Tonali er 20 år og har været kaldt "den nye Pirlo," efter at han i de seneste sæsoner har imponeret på midtbanen hos Brescia. På rygtebasis har han været sat i forbindelse med flere storklubber som Juventus og Inter, men i sidste ende er det altså AC Milan, der er løbet med talentets underskrift.
Og det glæder AC Milan sig over.
- Vi er glade for at byde Sandro Tonali velkommen til AC Milan. Han er et af de mest lovende unge talenter i international fodbold. Sandro har en kærlighed til klubben og en forståelse af dens værdier, der vil hjælpe det, vi vil bygge sammen, siger Ivan Gazidis, direktør i AC Milan, ifølge klubbens hjemmeside.
Sandro Tonali får trøje nummer otte i Milano.
I den forgangne sæson spillede Sandro Tonali 35 kampe for Brescia, der rykkede ud af Serie A, og leverede et mål og syv oplæg. Han har også spillet tre landskampe for Italien.
Læs også:Simon Kjær og Milan tæt på stortalent: Lægetjek onsdag morgen