Jesper Lindstrøm har fået Antonio Conte som træner i Napoli.
Og det kan måske være til danskerens held. Den tidligere Tottenham-træner gav i sit første pressemøde udtryk for, at han hurtigst muligt vil gøre det klart, hvem han ønsker at beholde, og hvem han ønsker at sælge.
- Vi skal håndtere tingene sammen her i klubben. Jeg har gjort det meget klart, da jeg diskuterede kontraktforlængelser. Jeg vil have klarhed hurtigst muligt, og jeg vil bestemme, hvem der skal blive og hvem vi skal sende videre, lød det fra den nyudråbte Napoli-træner.
Ifølge Arenanapoli er det godt nyt for Jesper Lindstrøm, da Conte angiveligt ser et stort lys i danskeren, som han vil finde den helt rette position til, så han for alvor kan få sit gennembrud i Napoli.
Jesper Lindstrøm skiftede sidste sommer til Napoli for 225 millioner kroner, men flere franske klubber skulle angiveligt være stærkt interesseret i danskeren.
Som Tipsbladet kunne afsløre tidligere på måneden, forhandlede Lyon og Lindstrøm om en mulig transfer på 150 millioner kroner, mens også franske Marseille har været inde i billedet.
Fremtiden for den 24-årige offensivspiller virker altså ganske usikker, og det skal blive spændende at følge, hvor Jesper Lindstrøm spiller fra kommende sæson.