Andreas Skov Olsen har ikke været i Bolognas startopstilling mange gange i denne sæson, og i stedet har han som regel kunnet se Riccardo Orsolini tage pladsen på højre kant.
Riccardo Orsolini har nemlig imponeret med fem mål og fire oplæg på 18 kampe i Serie A for Bologna i denne sæson. Men de flotte præstationer får også flere klubber til at holde øje med italieneren.
Læs også:Serie A: Ibrahimovic fik comeback for Milan - Ronaldo lavede hattrick
Den 22-årige italiener er således et emne i både AC Milan og Everton, skriver mediet Goal.
Favoritten til at hente Riccardo Orsolini er dog angiveligt Juventus, der i sommer solgte kantspilleren til Bologna. Juventus har ifølge mediet en tilbagekøbsklausul på knap 170 millioner kroner i 2020 og en på 225 millioner kroner i 2021.
Et salg af Riccardo Orsolini kan potentielt være godt nyt for Andreas Skov Olsen, da det kan bane vejen til startopstillingen for danskeren.
Siden sommerskiftet fra FC Nordsjælland har 20-årige Andreas Skov Olsen spillet 12 kampe for Bologna med blot et mål til følge.