Video : Tipsbladet
Serie A

Lazio-boss erkender jagt på Isaksen-konkurrent

Det ser dog ud til at være svært for dem at lande den engelske kantspiller.

Manchester Uniteds 22-årige spiller Mason Greenwood var i sidste sæson udlejet til Getafe, og på det seneste har rygterne peget på, at han ikke kommer til at spille for den engelske storklub i den kommende sæson heller.

I stedet kan et salg være på vej, og her kan det se ud til, at danske Gustav Isaksen kan få sig en hård konkurrent om spilletiden på højrekanten i Lazio. Det skriver det italienske medie Il Messaggero.

Det kan dog blive meget svært for dem.

Mediet peger på, at Lazio er startet på et nyt projekt med den tidligere Verona-træner Marco Baroni, og forberedelserne er i fuld gang. Blandt andet med at forsøge at forstærke holdet.

I et interview med førnævnte medie åbner Lazio-præsident Claudio Lotito op om forhandlingerne med United om Greenwood, som dog ikke lader til at gå nemt for dem.

- Jeg tilbød 25 millioner euro plus 50 % ved fremtidigt gensalg, plus bonusser og provisioner. Men flere hold er dukket op for at forstyrre os, lyder det fra Lazio-præsidenten, som fortsætter:

- Efter Juventus og Napoli ser det ud til, at alle dukker op. Måske er de bange for, at vi kan få fat i ham, og de vil ødelægge det hele, fortæller Lotito.

Seneste klub, der er sat i forbindelse med Greenwood, er Olympique Marseille ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano.

I Gustav Isaksens første sæson i Lazio blev det til 37 kampe på tværs af alle turneringer med tre mål og fire assister til følge.

Mason Greenwood lavede i sidste sæson otte mål og seks assister for Getafe i La Liga.