Video : Tipsbladet
Serie A

Kjær efter ydmygende nederlag: Undskylder til fans

Simon Kjær kalder Inter klogere efter Milan lørdag tabte med 1-5 til ærkerivalerne.

Lørdag blev en meget tung aften i Milans historie, da de tabte med ydmygende 1-5 i derby-kampen mod Inter, og efterfølgende måtte Simon Kjær undskylde til Milan-fansene for det, som de skulle igennem.

Det sker i et interview med DAZN og Sky Sport Italia.

-  Et resultat som dette i et derby tynger dig virkelig. Jeg er ked af det over for fansene, men Inter var klogere end os i nogle situationer. Vi var med indtil det tredje mål. Det er en rejse, vi er på, og vi skal tilbage på arbejde fra i morgen, siger Kjær og fortsætter:

- Inter skabte ikke så mange scoringsmuligheder, men de scorede to mål, og det er sådan, de spiller, lyder det fra Kjær.

Han peger desuden på, at de godt var klar over, hvordan Inter ville spille, men at Milan-mandskabet håbede på, at de kunne vinde kampen med deres egen stil.

- De klarede sig godt. Frem for alt med løbene fra deres midtbanespillere, så det skal vi arbejde på. Det vigtigste er, at Milan altid vil stræbe efter at spille vores fodboldstil, selv mod Inter. Projektet fortsætter, og vi må ikke glemme alt det gode arbejde, der er blevet gjort indtil nu, fastslår Kjær.

I sidste sæson var det også Inter, der satte en stopper for Milan i Champions League-semifinalen.

Det var grundet en skade til Pierre Kalulu, at der var blevet plads til Kjær i startopstillingen, hvor han ellers plejer at være på bænken for tiden. Sådan var det også på landsholdet, hvor Hjulmand måtte forklare sit valg med at bænke anføreren. Læs mere om det her.