Juventus har fyret Maurizio Sarri som cheftræner. Det bekræfter klubben lørdag eftermiddag, efter at flere medier har kunnet rapportere om det samme.
Fyringen kommer ovenpå fredagens skuffende exit fra Champions League, hvor Juventus ikke kunne spille sig videre fra ottendedelsfinalerne og røg ud til franske Lyon.
Juventus vandt ellers Serie A for niende gang i træk i den netop overståede sæson med Sarri ved roret, men klubben fra Torino har ikke været ligeså dominerende som i de forgangne år.
Efter fredagens Champions League-exit varslede klubboss Andrea Agnelli også ændringer i Juventus.
- At ryge ud på denne måde er en enorm skuffelse. Vi tager de næste par dage til at overveje, evaluere og beslutte, hvordan vi skal gå fremad mod næste sæson, fortalte han til italienske Sky Sports.
Maurizio Sarri, der er 61 år, nåede dermed blot et år som cheftræner for Juventus, efter at han blev ansat sidste sommer. Tidligere har den karismatiske italiener været træner hos Napoli og Chelsea.
Det vides endnu ikke, hvem der overtager trænertjansen i Juventus, men den tidligere Tottenham-manager Mauricio Pochettino og Simone Inzaghi fra Lazio har været nævnt som mulige kandidater.
Læs også:Efter Champions League-exit: Mauricio Pochettino rygtes til Juventus
Læs også:Napoli står foran næsten umulig opgave i Barcelona
Læs også:Juve-boss vil evaluere alt: Vi har mål, der skal respekteres