Jesper Lindstrøms forfærdelige ophold i Napoli ser ud til at være ved vejs ende.
Sent torsdag aften forlyder det, at den danske offensivspiller er meget tæt på at skifte til Premier League-klubben Everton på en lejeaftale med købsoption.
Blandt andre transferjournalisten Gianluca Di Marzio melder, at Everton og Napoli er nået til enighed, og at det nu er op til Jesper Lindstrøm at forhandle sine personlige betingelser på plads med den engelske klub.
Tipsbladet har talt med netop Gianluca Di Marzio om Jesper Lindstrøms fremtid.
- Jeg tror, at Jesper Lindstrøm forlader Napoli. Antiono Conte har ønsket at se ham an i preseason for at blive klogere på, om han kunne passe til de ideer, han har, men de første par dage og den første testkamp har ikke ændret noget.
- Det vil være bedst for ham at tage til en ny klub. Efter gårsdagens testkamp er Napoli meget indstillede på, at Lindstrøm skal finde en ny klub, siger den italienske transferjournalist til Tipsbladet.
24-årige Lindstrøm skiftede til Napoli for et år siden, men han har haft en ekstremt hård tid i støvlelandet, og i sin første sæson for Napoli scorede han ikke et eneste mål. Danskeren var desuden en sjælden starter på det italienske mandskab.
Den manglende succes på klubholdet medførte blandt andet, at Kasper Hjulmand vragede Jesper Lindstrøm til EM.
Nu skal karrieren kickstartes for den tidligere Brøndby-profil, og det kommer efter alt at dømme til at ske i Everton, der blev nummer 15 i Premier League i sidste sæson.