Italiensk avis haglet ned efter kontroversiel forside: Det er racisme
Foto: Getty Images
Serie A

Italiensk avis haglet ned efter kontroversiel forside: Det er racisme

Corriere dello Sport bringer i dag en forside med Romelu Lukaku, Chris Smalling og overskriften "Black Friday". Organisation, der kæmper mod diskrimination, kalder den racistisk.

Nogle avisforsider bliver øjeblikkelige klassikere. Nogle på grund af deres opfindsomhed, nogle for deres skønhed og nogle, fordi de indrammer en historisk begivenhed. Andre, derimod, går over i historien, fordi de ikke ramte midten af skiven.

Sådan en forside bringer den italienske avis Corriere dello Sport torsdag. Den viser Romelu Lukaku og Chris Smalling, og mellem dem står der "Black Friday". Anledningen er, at de to tidligere holdkammerater i Manchester United mødes fredag med henholdsvis Inter og AS Roma.

Sidstnævnte klub er ikke ligefrem imponeret over forsiden og skriver på Twitter:

"Ingen:

Slet ingen:

Ikke en eneste sjæl:

Rubriksnedker på Corriere dello Sport:"

Læs også:Landsholdsspiller revser italienske racister: Børn skal ikke høre på de idioter

Efter teksten følger et billede af forsiden. Opbygningen bruger en populær udtryksform på sociale medier, og essensen er dybest set, at det her har ingen bedt om, men avisen har bragt det alligevel.

På forsiden står der desuden:

- Lukaku og Smalling, tidligere holdkammerater hos Manchester United og i dag forbilleder hos Inter og Roma. Dette er kampen i kampen i morgen med mesterskabet og en Champions League-plads på spil.

Læs også:Overhaler Dortmund: Lukaku og Martinez bombede løs for Inter

Også organisationen Fare, der kæmper mod diskrimination i fodbold, kritiserer Corriere dello Sports forsiden.

- Medierne giver racisme brændstof hver dag. Dette er forsiden af den italienske sportsavis Corriere dello Sport.

Inter har ligeledes meldt sig i koret af kritikere og skriver på Twitter, at klubben er imod alle former for diskrimination.

Forsiden rammer et ømt punkt i Italien, der har oplevet en række episoder med racisme i dette efterår. Netop Romelu Lukaku måtte i september lægge ører til abelyde fra Cagliaris fans.

Selv præsidenten for FIFA, Gianni Infantino, har flere gange i løbet af sæsonen kritiseret italiensk fodbold for at gøre for lidt for at bekæmpe racisme.

Læs også:Smalling kan ende med at tage endnu en sæson i Roma

Læs også:Tirsdagens rygtebørs: Agent bekræfter - Real Madrid vil hente Inter-spiller

Læs også:Overflod af forsvarere: Roma tæt på at hente landsholdsspiller i United