Et seværdigt topbrag er på menuen i Serie A i weekenden, når førerholdet Inter gæster ligaens nummer tre, Lazio.
Til det opgør må Inter dog undvære en af deres dygtige midtbanespillere. Da Inter tabte til Napoli i den italienske pokalturnering, Coppa Italia, onsdag aften, måtte Stefano Sensi nemlig udgå, og nu venter en skadespause for den italienske midtbanespiller.
Læs også:AC Milan-træner forstår ikke Juve-straffe
Inter meddeler på sin hjemmeside, at de har testet Sensi i dag, fredag, og at han har et mindre brud i sin venstre fod.
Hvor længe Sensi forventes ude, melder Milano-klubben intet om. De oplyser dog, at Stefano Sensi skal testes igen i næste uge, hvorfor han altså må sidde over i søndagens kamp mod Lazio.
Stefano Sensi, 24 år, kom til Inter fra Sassuolo i sommer og har spillet 17 kampe med tre mål og to oplæg til følge.
Imod Napoli blev midtbanespilleren erstattet af Christian Eriksen, og med Sensi ude, kan danskeren muligvis se frem til en startplads. Eriksen har hidtil spillet fire kampe for Inter, men blot én gang er han startet inde.
Læs også:Ronaldo snød Simon Kjær og AC Milan til sidst
Læs også:Mourinho: Vi solgte Eriksen på en intelligent måde
Læs også:Medie: Tidligere Real Madrid-chef bliver landstræner for Babayan og Armenien