HELSINGØR (Tipsbladet):
- Vi fandt ikke hinanden 100 procent.
Gustav Isaksen var ikke helt tilfreds under Igor Tudor i Lazio, og det kom også til udtryk i manglende spilletid i slutningen af den seneste sæson.
Danskeren spillede nærmest ikke, og billetten til EM glippede.
Nu er den danske offensivspiller igen med i landsholdssamlingen, og her satte han ord på tiden under Igor Tudor.
- Det føles mere roligt, og det virker til, at der er en lang udsigt med den træner (Marco Baroni, red.), som vi har fået. Jeg havde det lidt svært med den anden træner (Igor Tudor, red.). Jeg er rigtig glad, siger Gustav Isaksen til Tipsbladet og resten af den skrevne presse og tilføjer.
- Vi fandt ikke hinanden 100 procent, og jeg var ikke den spiller, som han ønskede. Han ønskede nogle andre typer, men jeg synes, at jeg gjorde det godt under ham, så det var lidt frustrerende. Når jeg spillede, gjorde jeg det godt.
- De sidste fem-seks kampe op til EM spillede jeg ikke. Det var lidt en hård tid. I sommerferien blev han enten fyret eller smuttede selv. Jeg er glad for, at vi har fået en ny, god træner.
- Jeg regnede med, at jeg ikke kom med til EM, fordi jeg havde ikke spillet de sidste kampe. Det var dog mit mål at komme med til EM.
I løbet af sommeren har Isaksen været sat i forbindelse med forskellige klubber, men den 23-årige dansker har aldrig været interesseret i at komme væk.
- Det var primært med den anden træner, at der startede rygter, at det godt kunne være, at jeg skulle finde et andet sted eller lejes ud. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville blive i Lazio, og jeg ville kæmpe for min plads, fordi jeg følte ikke, at jeg var færdig.
- Det havde været træls, at man skulle lære det hele på et år, og så komme hen til et nyt sted og lære det. Jeg sagde til mine agenter, at selvom der kom noget spændende, så ville jeg med 99 procents chance blive.
Artiklen fortsætter under billedet.
Glad for ny træner
Nu har klaveret fået en helt anden lyd under Marco Baroni, der blev ansat i sommer, og han håber, at denne sæson kan ende i stort gennembrud for danskeren, da Tipsbladet spørger ham ind til det.
- Jeg synes, at det går godt. Jeg havde en rigtig pre-season, og vi spillede så den allersidste pre-season kamp, hvor jeg blev skiftet ud i pausen. Ham, der kom i stedet for mig, scorede, så han har spillet fra start i de første par kampe.
- Jeg er dog kommet ind og gjort det rigtig godt. Nu håber jeg, at jeg kan blæse endnu mere igennem. Det er fedt og sjovt at starte på sit andet år, så man kender det.
- Jeg føler, at jeg har potentialet til at blive en vigtig mand, så jeg kan sætte mig på højrekanten, og eg kan spille hver eneste gang.
Isaksen skiftede fra FC Midtjylland til Lazio i sommeren 2023, og i den seneste sæson blev det til 28 kampe i Serie A. Han var dog på bænken i de sidste fem ud af seks kampe i den bedste italienske række.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.