Serie A blev rundet af denne søndag aften, hvor der stadig var spænding om, hvem der skulle følge Brescia og SPAL ned i Serie B. Her stod det mellem Lecce og danskerklubben Genoa, der har Peter Ankersen, Lukas Lerager og Lasse Schöne på holdet.
Genoa havde forud for runden ét point ned til Lecce og dermed en lille fordel. Det var dog ikke sådan, at de holdt sig tilbage i deres kamp mod Verona, hvor de endte med at vinde 3-0 og sikre sig overlevelse.
Læs også:Italiens sportsminister: Vi var tæt på at lukke Serie A helt ned
Samtidig måtte Lecce erkende, at de ikke kunne slå Parma. I den kamp blev det i øvrigt med en dansk scoring fra Andreas Cornelius, da han scorede til 3-1 i deres 4-3-sejr over det nye Serie B-hold, som ender med at have fire point op til Genoa.
Cornelius ender dermed på 12 scoringer i Serie A i denne sæson, hvor han især har været en giftig indskifter for Parma undervejs i sæsonen.
Læs også:Pioli fremhæver Kjær: Milans succes er ikke kun Zlatans skyld
I Genoas kamp mod Preben Elkjærs tidligere klub var det med Ankersen og Lerager i startopstillingen, mens Lasse Schöne kunne se til fra bænken efter at have spillet i syv kampe i træk på det seneste.
Det blev tilmed en kamp, hvor det var Lerager, som stod bag oplægget til deres første mål. Endelig blev der også delt fire røde kort ud i kampen med to til hvert hold, hvoraf den ene var til træneren fra Verona.
Facit er uanset hvad, at Genoas danskertrio er klar til en ny sæson i Italiens bedste række i næste sæson, som efter slutfløjt blev fejret med at løfte cheftræner Davide Nicola op i luften som en anden mesterskabstræner.
Læs også:Efter kritik: Inter-boss roser Antonio Conte
Læs også:Zlatan Ibrahimovic sætter ny rekord i Serie A