Den danske midtbanespiller Matt O'Riley lavede en forrygende sæson med Celtic i den seneste sæson, hvor han leverede 18 mål og 13 assister i den skotske liga samt tre assister i Champions League.
Det blev dog ikke til en plads på det danske EM-hold, men der er andre, som har fået øjnene op for ham. Tidligere har Atalanta efter sigende været på banen, og de ser ikke ud til at ville give op. Det skriver den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio.
Her bliver der peget på, at O'Riley allerede har en aftale på plads med Bergamo-klubben, men indtil videre er det altså ikke lykkedes for de to klubber at blive enige om prisen på en eventuelt transfer.
Allerede to gange har Atalanta sendt bud afsted på ham, men det har altså ikke kunne lokke Celtic endnu. Det seneste bud skulle have været på omrkring 110 millioner kroner, mens et tredje bud skulle være på vej i løbet af mandagen.
Den omtalte aftale mellem midtbanespilleren og Atalanta lader desuden til at være på sandsynligvis fem år.
Foruden de føromtalte mål og assister i den seneste sæson, så vandt Matt O'Riley både det skotske mesterskab og pokalturneringen. O'Rileys nuværende kontrakt med Celtic gælder frem til 2027.
Atalanta vandt i sidste sæson Europa League og blev nummer fire i Serie A. Derfor er de tilbage i Champions League igen i næste sæson.