Et eventyr var i vente, da danske Anders Christiansen byttede FC Nordsjælland ud med italienske Chievo. Her har det dog været småt med spilletid til den danske midtbanespiller, der nu meldes på vej væk fra Serie A. Tidligere på måneden kom det frem, at Heerenveen og svenske Malmø FF viste interesse, og dette ser ud til at være konkret.
I hvert fald kan italienske Sky Sport Italia nu melde, at 25-årige Christiansen er tæt på et skifte til Sverige. Her skulle der angiveligt være yderst konkrete forhandlinger i Allsvenskan-klubben, der kan præsentere danskeren i nærmeste fremtid. Rygterne bliver forstærket af, at Anders Christiansen ikke var med i den Chievo-trup, der søndag tabte i Lazio.
Transfervinduet har allerede været heftigt for Malmø FF, hvor flere profiler rygtes væk. Tobias Sana kan være på vej mod et overraskende skifte til danske AGF, mens Magnus Wolff Eikrem meldes tæt på Hannover. Nu ser det dog ud til, at Anders Christiansen bliver manden, der skal skabe ny energi på Malmø-midtbanen.
Anders Christiansen var i Lyngby Boldklub fra 2008 til 2012, inden turen gik til Farum og FC Nordsjælland. I 2015 gik turen til Chievo, hvor spilletiden dog har været begrænset for den danske midtbanespiller.