I AC Milan er man på jagt efter de sidste aftaler op til lukningen af transfervinduet. Søndag kunne man så annoncere en spændende tilgang på back-positionen, hvor det er lykkedes at lokke Diogo Dalot til fra Manchester United.
Der er tale om en lejeaftale, og Diogo Dalot får ifølge AC Milans hjemmeside trøjenummer 5. Aftalen skal bane vejen for mere spilletid og selvtillid for portugiseren, der startede sin karriere som ungdomsspiller i FC Porto, som han fik debut for i 2017.
Efter succes her skiftede Dalot i 2018 til Manchester United, hvor manager José Mourinho beskrev ham som en af de bedste full-backs i verden i hans aldersgruppe. Alligevel var det meget svært for Dalot for alvor at få gang i tingene på Old Trafford.
Det blev til i alt 35 kampe og bare en enkelt scoring i United-trøjen inden lejeaftalen med AC Milan, og i en del tid har den unge forsvarsspiller været plaget af skader og manglende form. Nu skal spilletiden så genvindes, inden Dalot efter planen skal tilbage til England næste sommer.
I AC Milan bliver Diogo Dalot forsvarskollega med danske Simon Kjær.