Superliga

Esbjerg lykkelig for ny hjemmebane

Esbjerg fB har siden sommerferien hentet lige under 11.000 tilskuere per hjemmekamp, og klubbens direktør Niels Erik Søndergaard er glad for den store investering, klubben og kommunen har lagt i det nye stadion.

Esbjerg fB har efter cheftræner Ove Pedersens mening Danmarks flotteste fodboldstadion, og med en investering på lige knap 150 millioner har Esbjerg kommune og investorerne omkring EfB også stået for en af de større anlægs-satsninger i dansk idræt i de senere år.

Søndag slog Esbjerg fB HB Køge med 3-2 til tredje sejr ud af fire mulige på det nyombyggede Blue Water Arena, og EfB-sportsdirektør Niels Erik Søndergaard er i dag glad for, at klubben og kommunen valgte at investere rimelig stort i gode faciliteter på det nye stadion.

- Det er med til at give en ekstraordinær oplevelse, når man er til fodbold her. Det hjælper med storskærme, et ordentligt lydanlæg og gode faciliteter i loungen. Alt i alt synes jeg, vi er kommet godt i mål, siger Niels Erik Søndergaard til tipsbladet.dk.

Efter Søndergaards vurdering går der stadig nogle kampe, før der er kommet styr på alle detaljer på det nye stadion.

- Vi arbejder løbende på at forbedre vores billetsystem, brugen af storskærmen og andre detaljer. Det bliver bedre og bedre fra kamp til kamp, siger Niels Erik Søndergaard.

Med de tre hjemmesejre over Brøndby IF, AaB og HB Køge har Esbjerg efter knap to måneders spil i SAS Ligaen nået halvdelen af det antal sejre, holdet hentede på hjemmebane i sidste sæson.