Brøndby-chef: Dybt frustrerende og uforståeligt
Brøndby vandt søndag 1-0 over OB og klubbens fans havde i store dele af kampen også overtaget på tribunerne. Alligevel er der en bismag i Brøndby efter den vigtige sejr. I løbet af kampen blev der fyret adskillige romerlys, røgbomber og nødblus af i afsnittet med Brøndby-fans.
Direktør Ole Palmå har på klubbens hjemmeside beklaget afbrændingen og opfordret fansene til at stoppe, da det i sidste ende kan koste Brøndby bøder og ikke mindst den førsteplads på den nuværende fairplay-liste, som meget vel kan sikre en plads i europæisk fodbold næste sæson.
Brøndbys sikkerhedschef er mindst lige så træt af fyrværkeriet.
- Det er dybt frustrerende og uforståeligt. Det er på ingen måde et udtryk for støtte til klubben. Det er egoistisk og selvtægt, hvad de her folk laver, siger Emil Bakkendorff til tipsbladet.dk.
Læs også: DBU undersøger racisme og skallesag
Sikkerhedschefen har tidligere givet udtryk for, at Brøndby har observeret FC Københavns "Away"-initiativ, hvor billetkøbere til holdets udekampe bliver registreret med navn, adresse, billede og højde. På trods af massivt brug af fyrværkeri i forårets udekampe mod FC København og nu OB, ligger der ikke et 'Brøndby Away' om hjørnet.
- Det handler ikke om at registrere. Det handler om at ændre holdning og handling hos fansene, som må kunne forstå, at det de gør, er med til at skade klubben. Derfor søger vi i første omgang en løsning gennem kommunikation. Og så er jeg slet ikke sikker på, at FC København har fået forbedret situationen omkring deres fans ved udekampe. Der er mange mennesker med til at lave de her ting, og de kan ikke alle være uden for pædagogisk rækkevidde. Fyrværkeriet bliver gemt på alle mulige intime steder, hvor det kan være svært at opdage det ved en kropsvisitering.
- Der var oven i købet en meget grundig kropsvisitering i Odense, så der er ikke noget at bebrejde i den retning.
- Vi har nu via vores direktør endnu engang opfordret fansene til at stoppe med fyrværkeriet. Vi håber, at det kan være med til at gøre tingene bedre, siger Emil Bakkendorff.
Læs også: FCK-chef langer ud efter ballademagere
Det er ikke første gang i historien, at Brøndby har været fremme med en lignende opfordring til fansene, men sikkerhedschefen tror alligevel på bedre tider.
- I efteråret gik vi i dialog med flere af de her grupperinger blandt fansene, og vi har kunnet mærke en forbedring siden. Kampen mod OB er det værste, vi har oplevet i foråret, og derfor kommer vi nu med en opfordring til at stoppe, siger han.
- Der kommer også nye unge folk med i de her grupperinger, så det skader næppe at komme med den slags opfordringer. Vi tror på, at kommunikation med fansene kan være med til at dæmme op for de her episoder.
Ved kropsvisiteringen på Fionia Park blev flere Brøndby-fans snuppet i forsøget på at smugle fyrværkeri ind på stadion. De kan forvente en straf, mens det kniber mere at få fat i de fans, der slap ind og fyrede krudtet af under kampen.
- De gemte sig jo bag røgen. Det er altså svært at gøre noget ved. Det er jo ikke kun vores klub, der har et problem med at få fat i de folk. Vi søger som så mange andre den rette løsning på at få det stoppet, og indtil videre gør vi det som sagt med opfordringer, siger Emil Bakkendorff.
Læs også: Vind billetter til Brøndby - AGF
Tipsbladet.dk har tidligere haft en lignende snak med FC Københavns direktør Dan Hammer om det samme problem med organiseret afbrænding af fyrværkeri i forbindelse med FC Københavns udekampe i Europa League. Læs den historie her.
Brøndby spiller de næste to kampe hjemme mod henholdsvis FC Nordsjælland og AGF, inden den næste udekamp skal spilles mod EfB.