Han fylder 36 år til sommer, men der er ingen tvivl om, at angriber Patrick Mortensen fortsat er en utrolig vigtig spiller for AGF.
Angriberen står noteret for otte kasser i 15 kampe for Superligaens tophold, og derfor skulle man tro, at der var interesse for at forlænge det, der har været et meget succesfuldt samarbejde.
Men det er der ikke på nuværende tidspunkt.
Til Viaplay kunne Patrick Mortensen efter opgøret mod FC København fortælle, at der aktuelt ikke er dialog om at forlænge den aftale, der løber ud til sommer.
Måske fair nok med tanke på AGF-angriberens alder, men spørger man Kenneth Emil Petersen er det en overvejelse at få lavet en aftale, så Mortensen, der har spillet i AGF i snart seks år, kan fortsætte i den klub, han nyder stor succes med.
- Det overrasker mig, siger Kenneth Emil Petersen til Viaplay om det faktum, at der ikke er dialog om en forlængelse.
Han forklarer:
- Det er ikke en gavebod, og klubben skal tænke på klubbens bedste. Og man kan vende den om - nogle gange er der også spillere, der gør nogle åndssvage ting for at komme væk. Jeg håber, at der hurtigst muligt kommer en dialog, og at de sætter sig ned som voksne. Det skylder de to parter.
- Det har været et af de mest urealistiske, lykkelige ægteskaber, der nogensinde har været i dansk fodbold, da han blev hentet hjem. Han har været symbolet på AGF og har høvlet mål ind igen og igen. Fansene elsker ham, og han har bare leveret. Skal det slutte, skal det have en happy ending.
Du kan se vurderingen fra Kenneth Emil Petersen og Thomas Gravesen i videoen øverst til denne artikel.