Det ville give god mening, hvis Valenciaspillerne var en lille smule nervøse inden lørdagens Copa del Rey-finale mod Barcelona.
Den catalanske storklub havde nemlig vundet turneringen de seneste fire år. Omvendt havde Valencia ikke vundet pokalturneringen siden 2008. Samtidig havde valencianerne ikke slået Barcelona i ni kampe i træk. Men i en sæson, hvor klubben sikrede sig en fjerdeplads, mens Barcelona måtte se sig sendt ud af Champions League på ydmygende vis, var chancerne måske alligevel gode.
Det var i hvert fald et Valenciamandskab, der kendte sin besøgelsestid, som gik på banen på Estadio Benito Villamarín i Sevilla lørdag aften.
For selvom Barcelona sad på det meste af spillet og chancerne i første halvleg, så var det Marcelinos mandskab, der gik til pause med en føring på 2-0.
Kevin Gameiro bragte Valencia foran efter 21 minutter, og 12 minutter senere udbyggede Rodrigo føringen, da han nærmest blev beskudt af Carlos Soler. Spanieren sendte i hvert fald et knaldhårdt indlæg ind i knolden på Rodrigo, der bare skulle navigere bolden i mål.
Efter pausen var det forsat Barcelona, der sad på tingene.
Og denne gang gav det pote. For efter 73 minutter dukkede Lionel Messi op og reducerede for catalanerne, der nu jagtede en scoring mere.
Men den kom aldrig, og i stedet kan Valencia nu kalde spanske pokalmestre for første gang i 11 år.